Hval fundet død på strand i Skagen
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Hvalen er nu bjærget og ligger på land.
Kort tid efter en sejhval endte sine dage i Hobro, er en ny død hval fundet i Skagen fredag.
Det vrimler med sjældne havdyr omkring de nordjyske bredder i disse dage.
For nyligt brugte en sejhval sine sidste dage i Hobro havn, og i dag, fredag, er der fundet en død grindehvalhval i Nordjylland, denne gang på Sønderstrand i Skagen.
Hvalen blev fundet tidligere på dagen, hvor blandt andet naturvejleder fra Skagen Fuglestation Simon Christiansen har været nede og tage billeder.
- Der har jo været både hvaler og delfiner heroppe i Nordjylland. Senest har der jo været hvalen i Hobro. Men det er meget usædvanligt med den nye hval her, siger Simon Christiansen.
Simon Christiansen har nu kontaktet Naturstyrelsen, der bjærger hvalen omkring klokken 12.30.
- Den er omkring otte meter, så det er en stor en. Så vi kan jo ikke bare trække den op med håndkraft, siger Simon Christiansen.
Skal dissekeres på museum
Naturstyrelsen oplyser til TV2 Nord, at hvalen sandsynligvis har været død længe og ligget på havbunden, men er først skyllet ind på land nu her.
Nordjylland har de seneste måneder haft besøg af flere usædvanlige havdyr. I slutningen af november strandede en sejhval i Hobro havn og endte med at dø ud for kysten. Dødsårsagen er nu ved at blive undersøgt.
I november fik Aalborg besøg af en delfin, der boltrede sig ved havnefronten i flere uger, og senest blev der tidligere i december også spottet en sjælden delfin ved Skagen.
Morten Tange Olsen fra Naturhistorisk museum oplyser til TV2 Nord, at der sandsynligvis er tale om en gammel hanhval.
Han fortæller også, at planen nu er, at hvalen skal fragtes til enten Nordsøoceanariet i Hirtshals eller alternativt til søfartsmuséet i Esbjerg for at blive dissekeret. Naturstyrelsen leder lige nu efter container til at fragte hvalen i.