Ingen grund til frygt på gymnasium: Ukendte mænd viste sig at være såkaldte "pranksters"

Det skabte en del utryghed på Frederikshavn Gymnasium og HF, da to mænd med et mellemøstligt udseende mandag eftermiddag mødte op på gymnasiet og begyndte at stille usædvanlige spørgsmål. De to mænd har dog vist sig at have helt fredelige og humoristiske hensigter.

Det gik langtfra ubemærket hen, da to mænd mandag eftermiddag mødte op i forhallen på Frederikshavn Gymnasium og HF. Her blev de mødt af gymnasiets uddannelsesleder, Jørn Jensen.

quote De forklarer så, at de er "pranksters" og at de vil lave en "practical joke" her på stedet.

Jørn Jensen, uddannelsesleder, Frederikshavn Gymnasium og HF

- Jeg spørger, om der er noget, jeg kan hjælpe dem med. Og de forklarer så, at de er "pranksters" og at de vil lave en "practical joke" her på stedet, fortæller han.

Jørn Jensen gør det klart for de to mænd, som ikke har en aftale med nogen på gymnasiet, at practical jokes ikke hører hjemme på gymnasiets matrikel, hvorefter de to mænd forlader stedet igen. Og præcis hvad de to mænd ville og hvad deres intentioner var, bliver for alvor uklart, da Jørn Jensen erfarer, at mændene har stillet spørgsmål til en elev - blandt andet om hvornår eleverne møder dagen efter og hvornår der er flest elever på skolen.

- Og så bliver vi jo lidt bekymret, forklarer Jørn Jensen.

Også blandt eleverne begynder rygtet om de to ukendte mænd at løbe stærkt. Konstitueret formand for elevrådet, Maise Kristiansen, som går i 2.g., fortæller, at snakken for alvor tager fart på de sociale medier mandag aften - ikke mindst fordi det er rygtedes, at de to unge mænd har "et mellemøstligt udseende." Ifølge Maise Kristiansen leder dette tankerne hen på frygten for terror hos flere elever.

- Det er sådan meget "panik frem og tilbage," fortæller hun og uddyber: - Der er nogle, som skriver: "Jeg bliver nok hjemme tirsdag" eller "jeg kommer først til anden time."

quote Det er sådan meget panik frem og tilbage.

Maise Kristiansen, konstitueret formand for elevrådet, Frederikshavn Gymnasium og HF

De to mænd, der ganske vist har anden etnisk baggrund end dansk, viste sig dog at have ganske fredelige hensigter. De er begge i 20'erne og går under kunstnernavnene "Lasse" og "Tobias". De er "pranksters" - som vel bedst kan oversættes til "spasmagere" - og kommer fra København.

De er lige nu på tur rundt i Danmark for at optage små, sjove videoer til deres facebookside. De fortæller tirsdag til TV2 Nord, at de blot gik ind på gymnasiet mandag fordi de kender en af de studerende. Desuden ville de undersøge, hvilket tidspunkt der ville være det bedste til at optage sjove videoer med gymnasiets elever.

Tirsdag middag besøgte de to mænd atter Frederikshavn Gymnasium og HF, hvor de fik redt trådene ud med ledelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland