Mystisk spøg udløste alarm på Frederikshavn Gymnasium

En varslet 'spøg' fra to ukendte mænd fik tirsdag morgen gymnasiet i højeste alarmberedskab. Skolen satser dog på almindelig undervisning resten af dagen.

En mystisk 'trussel' fra to uidentificerede mænd om, at de ville møde op på Frederikshavn Gymnasium tirsdag morgen for at lave en form for spøg med eleverne fik tirsdag morgen Nordjyllands Politi til at rykke ud med både en patruljevogn og civile betjente.

- Vi havde en patrulje holdende klar i tilfælde af, at mændene ville gøre alvor af deres trussel, fortæller vagtchef Jess Fallberg.

Det blev dog ved truslen, for ingen uvedkommende mødte op på gymnasiet tirsdag morgen. Rektor på Frederikshavn Gymnasium Steffen Christensen betragter derfor sagen som lukket.

- Vi tager naturligvis vores forholdsregler og har stadig lukket flere af indgangene, så man ikke umiddelbart kan komme ind på skolen. Vi har kun åbnet dér, hvor vi kan holde øje med hvem, der kommer ind, siger han.

Ledelsen har også holdt såvel elever som lærere informerede omkring situation på det studieadministrative system og via skolens højttalersystem.

- Vi har haft en del reaktioner fra elever og forældre, som var noget tryggede ved situationen. Men hele ledelsen og pedellerne har stået og sagt godmorgen til alle elever her til morgen for at være synlige og gøre dem trygge igen, siger rektoren.

Han regner nu med, at resten af tirsdagen forløber som sædvanligt.

- Nu regner vi med at have almindelig undervisning resten af dagen. Det satser vi da i hvert fald på, siger rektor Steffen Christensen.

To ukendte mænd kontaktede elever

Hele sagen begyndte mandag eftermiddag, da to identificerede mænd vurderet til at være i tyverne mødte op på Frederikshavn Gymnasium, hvor de kontaktede flere af eleverne.

Ifølge rektor Steffen Christensen spurgte mændene om, hvornår eleverne normalt møder om morgenen - og hvornår der er flest elever til stede på skolen.

- Mændene blev herefter kontaktet af vores uddannelsesleder, der spurgte dem, hvad de lavede på skolen. De sagde, de ville lave en practical joke med eleverne. Lederen gjorde det klart, at de ønsker vi ikke på vores område - i så fald skulle de gøre det ude på fortovet, som jo ikke er vores grund. De var høflige og fulgte med lederen ud af skolen, fortæller Steffen Christensen.

Optrinnet spredte sig hurtigt blandt eleverne via de sociale medier, hvor situationen ifølge rektoren formentligt er blevet "pisket op til noget større, end det er".

Nordjyllands Politi har af skolen fået nummerpladen på den bil, de to mænd kom kørende i, da de mandag besøgte skolen. Rektor på Frederikshavn Gymnasium forventer nu, politiet finder frem til mændene.

- Det koster altså nogle penge sådan noget her, så det må de da godt sige til dem, siger rektoren.


Seneste nyt

fra Nordjylland