Iransk ægtepar fængslet efter trusler om selvmord
Foto: Anders Brams Nielsen
Ægtepar er varetægtsfængslet i fire uger, efter de onsdag truede med at sætte ild til sig selv i asylcenter.
Et ægtepar på et asylcenter i Frederikshavn truede i går med at sætte ild til sig selv. I dag blev de fængslet og sigtet for brandstiftelse og trusler.
Retten i Hjørring valgte i dag at fængsle det iranske ægtepar, som i går hældte benzin ud over sig selv og truede med at antænde brændstoffet.
Ægteparret udløste onsdag formiddag en større alarm, da de havde hældt benzin ud over sig selv på asylcenteret.
I dag blev det udenlandsk ægtepar fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Hjørring. De er begge sigtet for forsøg på brandstiftelse og for trusler mod politiet.
Parret – en 40-årig mand og en 35-årig kvinde – truede onsdag med ildspåsættelse på et asylcenter i Frederikshavn, og det fik Nordjyllands Politi til at sende politistyrker og rednings- og brandfolk til stedet. Men efter et længere forhandlingsforløb overgav parret sig til politiet, hvorefter de begge blev anholdt.
I forløbet blev der også fremsat trusler mod politiet.
- Vores efterforskning efter episoden i går gjorde, at vi vurderede, at der var et grundlag for at sigte dem for brandstiftelse og for trusler mod politiet. Derfor blev de fremstillet i dag, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Peter Skovbak Pedersen.
Parret blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. I den tid skal sagen efterforskes, og bliver parret dømt, kan de risikere at blive sendt ud af landet.