Kæmpestort grønt erhvervsområde på vej: Skal skabe 1.000 arbejdspladser

Frederikshavn Kommune blev i 2007 landets første klimakommune og arbejder på energioptimeringer, som tiltrækker besøgende fra hele verden - denne gang med en udvidelse af Recycling City.

Et område svarende til godt 1.400 fodboldbaner skal nu udlægges til erhvervs- og udviklingsarealer, hvor der blandt andet skal være produktion af grøn energi i Frederikshavn Kommune. Det blev vedtaget i økonomiudvalget i kommunen torsdag.

- Det er virkelig visionært at byrådet vælger at prioritere, at der skal produceres grøn energi her, og at det bliver i til knytning til erhvervsarealer. Grøn energi er en forudsætning for, at virksomhederne i vores område kan være grønne. Og det er en forudsætning for, at nye grønne virksomheder vil etablere sig. Det vil føre nye arbejdspladser med sig, siger Niels Bay Christensen som er erhvervsdirektør hos Erhvervshus Nord, der står bag projektet. 

At det nye udviklingsareal ved Frederikshavn skal bidrage til den grønne omstilling, er helt i tråd med den udvikling, der i årevis har været i Frederikshavn Kommune. En udvikling, der startede helt tilbage i 2008, hvor kommunen blev landets første såkaldte 'Klimakommune'. 

Nye grønne arbejdspladser 

Det nye område kommer til at høre under Frederikshavn Kommunes Recycling City. 

Her arbejder en lang række virksomheder med at genanvende affald til nye råvarer af høj værdi, og med den nye tilføjelse, er målet at skabe 1.000 nye grønne arbejdspladser i kommunen.

- I Frederikshavn tager vi én for holdet og skaffer det affald af vejen, som mange andre steder i verden ender med at forurene, siger Niels Bay Christensen og tilføjer:

- For at det kan foregå på 100 procent grøn vis, kræver det for eksempel vind- eller solenergi. Når vores område har det, vil Frederikshavn kunne tiltrække nogle af de dygtigste, miljørigtige virksomheder, mener Niels Bay Christensen.

Erhvervsstyrelsen har i sin tid bevilget støtte fra EU’s Regionalfond til arbejdet med at tiltrække nye virksomheder til Recycling City. 


Seneste nyt

fra Nordjylland