Launis i Ålbæk og fynske Tenax Sild fusionerer
Foto: Daniel Mikkelsen
Launis Fiskekonserves A/S lægges sammen med Tenax Sild A/S og fortsætter i Tenax Sild A/S som selskab.
Efter en årelang tradition har familierne bag de to fiskevirksomheder Tenax Sild A/S og Launis Fiskekonserves A/S besluttet at fusionere.
Dermed lægges produktionen vedrørende sild, fiskefrikadeller, kaviar og pate sammen fra 1. maj 2018. Produktionsen forsætter i Ålbæk under navnen Tenax Sild, mens Launis A/S forsætter som selskab med produktion af rejer og røgvarer i Skagen.
- Det giver god mening at slå disse to enheder sammen - vores virksomheder danner tilsammen en helhed. Det har været et afgørende punkt i min beslutning, at Tenax Sild A/S ønsker at fortsætte produktionen i Ålbæk, udtaler koncerndirektør Launis A/S, Gert Nielsen.
Dermed betyder det ikke et farvel til Launis Fiskekonserves A/S, der fortsætter i Ålbæk som Tenax Sild A/S.
I en pressemeddelelse skriver de to virksomheder, at sammenlægningen vil skabe en virksomhed, der fremadrettet vil være Danmarks absolut største virksomhed indenfor sildeforædling og fiskefrikadeller, og som vil kunne matche de krav, der stilles i dag fra detailhandlens og foodservice operatørernes side i form af innovation, kvalitetssikring og leveringssikkerhed.
PRÆSICERING: Det fremgik i en tidligere version af denne artikel samt i TV2 Nords omtale af nyheden i Nyhederne klokken 19.30 den 7. maj at fusionen betød et produktionsstop i Ålbæk. Dette er, som det fremgår af Gert Nielsens citat, ikke tilfældet. Produktionen af sild, fiskefrikadeller, kaviar og paté fortsætter i Ålbæk under navnet Tenax Sild A/S.