Livløs person fundet i vandet i Frederikshavn: Erklæret død på stedet
Tirsdag morgen blev en person fundet i vandet syd for Frederikshavn.
Opdateret klokken 16:00:
Nordjyllands Politi har en kraftig formodning om, hvem den afdøde mand er. De ved også, hvem mandens pårørende er, men de har endnu ikke haft mulighed for at tale med dem.
- Af hensyn til pårørende vil vi ikke sige for meget endnu. Vi håber og forventer, at vi i løbet af aftenen får fat på mandens pårørende, og kan få be- eller afkræftet mandens identitet, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.
Ifølge Lokalavisen Kanal Frederikshavn er der flere indikationer på, at manden stammer fra Polen. Ifølge avisen var manden iført tøj af et polsk mærke og havde også et taletidskort fra Labara på sig.
- Der er klart noget, der tyder på, at det er en herre fra Polen, bekræfter vagtchefen, men vil ikke sige mere på nuværende tidspunkt.
Fundet livløs i vandkanten
Klokken 08.36 løb en alarm ind hos Nordjyllands Politi. En livløs person var blevet fundet i vandet lidt syd for Frederikshavn.
- Der er formegentlig tale om en mand. Lægehelikopteren er lige landet på stedet deroppe, så der er noget omkørsel på Europavej lidt syd for Frederikshavn, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg kort tid efter politiet er landet på stedet.
Da lægerne ankom til stedet, erklærer de personen død.
- Det er en mandsperson, der er fundet påklædt i vandet. Der er ikke fundet ID på ham endnu. Mere kan jeg ikke oplyse, fortæller Poul Badsberg.
Det er den anden drukneulykke i Frederikshavn på bare 11 dage. Den 8. februar blev en mand ligeledes fundet død i vandkanten i Frederikshavn.