Mette Bøgh sætter fokus på kunstneren Marie Krøyer i ny udstilling
Marie Krøyer var meget mere end hustru til og model for den verdenskendte Skagensmaler, P.S. Krøyer; hun var også selv kunstner.
Publikum kan få et nyt indblik i Marie Krøyers liv og ikke mindst kunstnerliv, når Skagens Museum i fredag slår dørerne op for en ny udstilling.
For Marie Krøyer med den verdenskendte mand, som hun lod sig skille fra til fordel for svenske komponist Hugo Alfvén var selv lidt af en multikunster.
Og det er nok en historie de færreste kender til.
For Marie Krøyer holdt op med at male, men hun holdt ikke op med at skabe.
På udstillingen Marie Krøyer vises udpluk fra hendes livslange kreative arbejde: Tegninger, møbel-, tekstil- og interiørdesign suppleret med dagbogsnoter, smykker og ikke mindst et indblik i det ganske særlige netværk, Marie Krøyer samlede omkring sig og som prægede hendes kunst og karriere.
- Hun var en kunstner i sin egen ret, og det er den kunstner, vi viser frem i denne udstilling, siger kunsthistoriker og museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer, Mette Bøgh Jensen og tilføjer:
- Vi viser altså ikke alle hendes mands smukke billeder af hende – selvom der også er et par med – men først og fremmest hendes eget værk. Man har ofte sagt, at hun ikke nåede at producere så meget, men det er kun korrekt, hvis man nøjes med at se på malerierne. Hvis man derimod udvider blikket til at omfatte design og formgivning, er det et helt livs kreativt arbejde og et meget fremsynet arbejde, der står frem.
Marie Krøyer
1867: Født i København.
1883-1885: Modtager undervisning på Thomsens kunstskole i København og på Bertha Wegmanns Tegne- og Maleskole.
1885: Bliver venner med Agnes Rambusch (senere Slott-Møller), som hun – sammen med 10 andre kvindelige kunstnere – samarbejder med om oprettelsen af en afdeling for kvindelige kunstnere under Kunstnernes Studieskole.
Besøger desuden P.S. Krøyers atelier for første gang og overværer forelæsninger af Georg Brandes og Julius Lange ved Københavns Universitet.
1887: Besøger Skagen første gang.
1888: Debuterer på Charlottenborgs Forårsudstilling.
Rejser alene til Paris, hvor hun omgås Anna og Michael Ancher, P.S. Krøyer. Laurits og Ursule Tuxen, Sophus Schandorph og en lang række andre nordiske kunstnere. Modtager undervisning på private parisiske kunstskoler.
1889: Forlover og gifter sig med P.S. Krøyer.
1891: Marie og P.S. Krøyer lejer sig ind i et hus i Skagen.
1895: Marie Krøyer føder datteren Vibeke.
1896: Laver sit første fotoalbum, Sommerbogen, med fotos af P.S. Krøyer.
1897: Indretter Krøyer-parrets nyopførte villa i Bergensgade i København sammen med arkitekt Ulrik Plesner og P.S. Krøyer.
1898: Arbejder med at indrette en ny fløj på Brøndums Hotel.
1901: Kommer med forslag til indretningen af Laurits Tuxens villa i Skagen.
1902: Møder den svenske komponist Hugo Alfvén.
1905: Føder sin og Hugo Alfvéns datter, Margita.
1906-07: Bliver skilt fra P.S. Krøyer.
1908-1909: Indretter sit og Hugo Alfvéns fælles hjem, den nyopførte gård som døbes Alfvéngården, i Tällberg i Sverige.
1912: Bliver gift med Hugo Alfvén.
1940: Dør i Stockholm.
Kilde: Skagens Museum
Tre hjem som hovedværker
Udstillingen præsenterer desuden Marie Krøyers tre hjem i Skagen, København og Sverige som hendes kunstneriske hovedværker.
Hjemmene vises på Skagens Museum gennem tre specialbyggede miniaturemodeller, som er opbygget af arkitektstuderende fra Arkitektskolen i Aarhus.
Værker og genstande kommer fra Skagens Kunstmuseer, men også fra private samlere i Danmark, Sverige, Finland og Tyskland og fra Den Hirschsprungske Samling, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Bibliotek, Nationalmuseet, Alfvéngården, Leksands Kommune og Malmö Kunstmuseum i Sverige samt Museum Kunst der Westküste i Tyskland.
- Besøgende skal glæde sig til den her udstilling, for vi viser en række Marie Krøyer-værker, som ellers ikke er offentligt tilgængelige, særligt fra privatejere i Sverige, siger Bøgh Jensen.
Skagens Museum har verdens største samling af hendes værker, men ellers er rigtig meget af hendes arbejde spredt rundt i Norden. Nu samles en stor del af dem – og også nogle, der ikke har været vist før.
Æstetisk frontløber
Udstillingen giver også et indblik i Marie Krøyer som en kvinde af sin tid og som en indflydelsesrig æstetiker. Et helt rum er dedikeret til historier om hendes betydningsfulde netværk bestående af blandt andre kunstnere, forfattere og erhvervsfolk.
De mange kontakter gav hende muligheder, udfordringer og inspiration og bidrager til at nuancere billedet af den Marie Krøyer mange tror, de kender.
- Når vi folder hendes mangefacetterede værk og netværk ud i den her udstilling, så ser man en kunstner, som var rigtig god til at følge med i, hvad der skete rundt omkring hende. En kunstner, som havde fornemmelse for nye tendenser, men som også selv var med til at sætte en dagsorden. Hun lod sig inspirere af den engelske Arts and Crafts-bevægelse og af den svenske Hemslöjd-tradition, men hun formåede altid at gøre det til sit eget og at skabe sit helt eget udtryk, forklarer Mette Bøgh Jensen.
Udstillingen er skabt i samarbejde med Den Hirschsprungske Samling, hvor den åbner senere på året. Den kan ses i Skagen fra 5. maj og frem til 3. september.
I 2024 vises Marie Krøyer på Prins Eugens Waldemarsudde i Stockholm.