Nordjyske floorball-kvinder er danmarksmestre

Kvinderne fra Frederikshavn Blackhawks tog lørdag sejren over Copenhagen Floorball Club.

De gik ind til kampen som underdogs, kvinderne fra Frederikshavn Blackhawks, for i de seneste sæsoner har modstanderne fra Copenhagen Floorball Club vundet alt, hvad de kom i nærheden af.

Alligevel kan nordjyderne nu kalde sig danmarksmestre efter en 6-4 sejr på udebane i Arena Næstved.

quote Copenhagen har mange landsholdsspillere og et rigtig godt hold, men vi har et meget stærkt sammenhold

Bjørn Kortegaard Fuglsang, formand for Frederikshavn Blackhawks

Det blev en intens kamp med spænding helt til det sidste. For med få minutter tilbage var stillingen 4-4, og først i de allersidste minutter scorede frederikshavnerne de to afgørende mål.

- Det var en fantastisk spændende kamp. Copenhagen har vundet alt de seneste sæsoner, så det var fedt at slå dem, siger formand for Frederikshavn Blackhawks, Bjørn Kortegaard Fuglsang og fortsætter:

- Jeg er stolt. Det er fedt at være formand på sådan en dag som i dag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To finaler på én dag

Den glade formand havde ikke turde tro på sejren inden kampen, da holdet tabte til netop Copenhagen så sent som i januar. I dag blev det dog nordjyderne der løb med sejren.

- Copenhagen er vant til at styre spillet, men vores piger kørte bare på og stressede dem. Copenhagen har mange landsholdsspillere og et rigtig godt hold, men vi har et meget stærkt sammenhold, siger Bjørn Kortegaard Fuglsang.

Det gør ikke sejren mindre, at der faktisk er tale om et meget ungt hold. En stor del af holdet er nemlig det tidligere U15-hold, som man valgte at rykke op, da der manglede spillere, på grund af deres stærke sammenhold.

Senere lørdag venter herrernes finale, hvor Frederikshavn Blackhawks også står for et af de to finalehold. Derfor må kvinderne vente lidt med fejringen, indtil bussen efter den anden finale går mod Jylland. 

Formanden vurderer chancerne hos herrerne til at være fifty-fifty.

- Det ville være så fedt, hvis vi kan tage begge titler med hjem, siger formanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland