LIGE NU:

Ny bog sætter fokus på drab fra Frederikshavn

Forfatter Michael Teschl stiller i en ny bog skarpt på et af landets mest omtalte drab; nemlig drabet på Brita Hansen fra Frederikshavn. Et drab hendes eks-mand først blev dømt for at have begået og siden frikendt for.

Der er efterhånden gået 38 år siden, den 30-årige Brita Hansen en december-dag pludselig forsvandt sporløst i Frederikshavn. Først flere måneder senere blev hendes lig fundet i havnen. Hun var blevet kværket, og hendes fraseparerede mand, fritidsmusikeren Ove Hansen – også kaldet ‘Pedal Ove’ – blev under stor mediebevågenhed idømt 12 års fængsel for drabet.

10 år senere blev Pedal Ove-sagen genoptaget på baggrund af to DR-dokumentarer, hvor nye vidner og oplysninger satte spørgsmålstegn ved Ove Hansen som gerningsmanden. Denne gang frikendte domstolen ham, og sagen blev derefter kendt som danmarkshistoriens største justitsmord.

 
 

Men hvordan kunne det ske i et retssystem som det danske, at medierne fik så stor indflydelse på en drabssag? Hvordan kunne DR præsentere nye vidner, som politiet trods en årelang efterforskning ikke kendte til? Talte vidnerne sandt? Og hvem slog så Brita ihjel?

Det forsøger forfatter Michael Teschl at sætte fokus på i sin nye bog "Den dag Brita forsvandt", som udkommer 4. november. Det sker blandt andet på baggrund af, at forfatteren for to år siden modtog et anonymt brev om sagen. Forfatteren satte sig for at lægge brikkerne i den endnu uopklarede drabssag og er nu klar med en bog om sagen. 

 

 

Om forfatteren