Nye skattefolk har første arbejdsdag - her skal de arbejde næste år
Det nye skattecenter står endnu ikke færdigt.
I 2023 står det nye skattecenter i Frederikshavn færdigt - men medarbejderne starter nu.
Mandag betyder startskuddet på et nyt arbejdsliv for 16 medarbejdere i Skattestyrelsen i Frederikshavn.
Men det er en lidt anderledes én af slagsen. De nyansatte starter nemlig i bygningen Kattegat Silo, fordi det kommende skattecenter ikke står klar endnu. Men det er rent faktisk udtryk for, at det er gået hurtigt, lyder det:
- Siden det blev meldt ud, at vi skulle have et Skattecenter i Frederikshavn, er vi blevet mødt med en stor lokal interesse og velvillighed, hvilket er en af årsagerne til, at vi nu er nået så langt, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, David Fjord Nielsen og fortsætter:
- Derfor er det også med stor glæde, jeg kan byde vores nye kolleger velkommen allerede nu. Sammen tager vi de første skridt mod det endelige skattecenter, som åbnes næste år.
Skal stå for opkrævning og betaling
De nye medarbejdere i Frederikshavn bliver en del af den afdeling i Skattestyrelsen, der hedder ’Opkrævning og Betaling’. Her kommer de til at tage sig af udbetaling af udbytterefusioner, bogføring og renteberegning og bidrage til at sikre de årlige skatter og afgifter på cirka 1100 milliarder kroner.
- Det er uden tvivl en spændende og vigtig opgave, der venter både vores nye kolleger – og os som myndighed, siger David Fjord Nielsen.
Det nye skattecenter i Frederikshavn er et af otte nye skattecentre i hele landet og er blevet til som en del af regeringens ambition om at "styrke og reformere" skattekontrollen.