Orskov Yard opnår historisk stort overskud
Foto: Orskov Yard
Årets resultat for regnskabsåret 2021/2022 giver Orskov Yard et overskud på 52 millioner kroner efter skat. Et resultat, ledelsen anser for meget tilfredsstillende.
Der er blevet arbejdet hårdt hos Orskov Yard i Frederikshavn det seneste år. Sidste regnskabsårs omsætning lyder på 699 millioner kroner, hvilket er mere end de foregående år. Overskuddet på 52 millioner er historisk stort for firmaet.
På Orskov Yard vedligeholdes, repareres og ombygges mange forskellige skibstyper.
Ifølge firmaet kommer det gode årsresultat på baggrund af, at de har haft fuld udnyttelse af værftsfaciliteterne, hvor et nyt værftsområde har bidraget yderligere til det høje aktivitetsniveau.
Værftet har desuden opført et 1600 kvadratmeter stort rør- og maskinværksted, der blev taget i brug i foråret 2022.
Populært sted at dokke
Værftets dokke har også været godt udnyttet i store dele af året. Sidste år dokkede de det største skib målt på bruttotonnage, der til dato har anløbet værftet. Det var et ultra-luksuriøst krydstogtskib fra et amerikansk rederi.
- Vi udfører reparation og ombygning af mange forskellige skibstyper, hvor segmenternes investering i opgradering og ombygning af skibene ofte er afhængige af samfundstendenser og ændringer i blandt andet fragtrater, passagertal, oliepris, kvoter, lovændringer eller nye energikilder, siger administrerende direktør Lars Fischer og fortsætter:
- Som en konsekvens deraf, har vi i regnskabsåret udført mange og store opgraderinger af nordatlantiske fabrikstrawlere, offshore-skibe og tankskibe. I tråd med den grønne omstilling oplever vi ligeledes en øget aktivitet indenfor ombygning og service af skibe der vedligeholder offshore vindmølleparker, siger han.
Værftets medarbejdere har i årets løb haft stor fokus på færdiggørelse af det nye værftsområde og begynder nu at se synergien, fleksibiliteten og kapacitetsniveauet for det samlede værftsområde.
- For til stadighed at sikre en højt kvalificeret arbejdsstab, som kan imødekomme kundernes krav, har vi kontinuerligt fokus på sikkerhed, arbejdsmiljø samt uddannelse. Vi har pt. 23 lærlinge, som er under uddannelse som smed eller skibsmontør hos os. Dette vil også være et af vores fokusområder i de kommende år sammen med et accelereret fokus på den grønne omstilling, udtaler direktør Christina Ørskov.