Pludselig dukkede Prins Joachim op i nordjysk podcast
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det er få medier forundt at få interviewaftaler med de kongelige. Det skete for en ung pige fra Strandby.
Der faldt lidt af et scoop af, da HKH Prins Joachim for nylig lagde vejen forbi Nordjylland.
Det var første gang, prinsen udtalte sig til offentligheden, siden familiedisputen sidste år, hvor Dronning Margrethe fratog Joachims børn deres titler.
For Liv Lundholm Pedersen fra Strandby betød det royale besøg, at hun fik en ekstra gæst ved mikrofonen i sin podcast.
Det skriver kanalfrederikshavn.dk.
Prinsen blev sendt på arbejde i podcasten, hvor han skulle nævne en helt særlig kulturoplevelse.
Nordjyske Liv Lundholm Pedersen laver 'Kultur Med Mening' sammen med Astrid Kammer Pedersen.
Hun behøvede dog en hjælpende hånd for at få prinsen til at sætte sig til bords.
Det var nemlig det nordjyske folketingsmedlem gennem 27 år, Bjarne Laustsen (S), der prikkede prinsen på skulderen og agerede pressemedarbejder for Liv Lundholm Pedersen.
- Bjarne sørgede lige for, Hans Kongelige Højhed lagde vejen forbi, fortæller hun til Kanal Frederikshavn.
Scoopet vakte selvsagt begejstring.
- Wow, vi var overvældede og taknemmelige for, at han ville sætte tid af til os, og det vi brænder for, siger Liv Lundholm Pedersen.
Og svaret på spørgsmålet?
- En overmenneskelig koncert med Rolling Stones i Parken i København.