Psykisk sårbare frygter spareplaner: - Jeg lukker mig inde igen

Frederikshavns pressede kommuneøkonomi kan få store konsekvenser for socialt udsatte, frygter både brugere og ledere af Fontænehuset.

Fontænehuset i Frederikshavn er et klubtilbud til voksne, der kæmper med blandt andet ensomhed. De over 150 medlemmer af Fontænehuset bruger det og de daglige opgaver, der er i at holde huset kørende, til at komme ud af deres ensomhed og andre psykiske udfordringer, der gør, at de ikke kan være på det almindelige arbejdsmarked.

Samtidig bruger flere af brugerne tilbuddet til at blive ’genoptrænet’ i for eksempel mødetider og ansvar, så de måske på sigt igen kan få et rigtigt arbejde.

Men det sociale tilbud er nu truet på sin eksistens, efter et spareforslag fra Frederikshavn Kommune lægger op til, at kommunen over de næste fire år skal fjerne sit tilskud på 1,25 millioner kroner. Det svarer til over halvdelen af Fontænehuset samlede budget.

- Det er vildt stressende, for der bliver brugt meget tid på at tale om ’hvad nu hvis’ for fremtiden, siger daglig leder af Fontænehuset Mikael Sandst Jensen.

Fontænehusets daglige leder Mikael Sandst Jensen.
Fontænehusets daglige leder Mikael Sandst Jensen.

Ole kæmper med det psykiske helbred

Ole Neist er førtidspensionist og har tidligere kæmpet med både ensomhed og depression. I 10 år har han været medlem af Fontænehuset.

- Jeg får fyldt mit sociale bæger. Det er det absolut vigtigste for mig at komme herned. Det er min fritidsklub, som jeg kalder det, hvor jeg kan komme ned til de andre. Det er sådan en familiefølelse, man har hernede, siger Ole Neist.

Førtidspensionisten Ole Neist.
Førtidspensionisten Ole Neist.

En uheldig kombination af fyring og skilsmisse sendte Ole Neist ud i en depression. Før tiden i Fontænehuset kunne der nemt gå flere dage, hvor han slet ikke kom ud eller havde kontakt med andre mennesker. Tiden slog han ihjel med fjernsyn og tablet.

- Jeg ved med mig selv, at jeg lukker mig inde igen (hvis Fontænehuset lukker, red.). Det kommer jeg til. Hvad skal jeg ellers? Og hvor skal jeg lige køre hen? Når jeg er mig selv, så lukker jeg mig inde, siger Ole Neist.

Siden 2010 har Fontænehuset åbnet dørene for medlemmer, der har brug for struktur, fællesskab og mindre ansvarsopgaver, og hvis de ender med at måtte dreje nøglen om, frygter den daglige leder for, hvad det kan få af konsekvenser.

- Det vil medføre mistrivsel, ensomhed og isolation, og det vil føre til udgifter på mange andre områder i samfundet i stedet for, siger Mikael Sandst Jensen. 

Frederikshavn Kommune skal spare op mod 30 millioner kroner på næste års budget.

Se hele indslaget herunder:


Seneste nyt

fra Nordjylland