Rusten skulle bankes af: White Hawks vandt knebent sæsonpremiere mod Rødovre

Der var sommerferierust over spillet, da Frederikshavn Whitehawks vandt sæsonpremieren med 1-0 over Rødovre

Det var tydeligt for alle 1105 tilskuere i Nordjyske Bank Arena, at Frederikshavn White Hawks skulle have banken sommerferierusten af skøjterne, da de løb på isen i søndagens sæsonpremiere mod Rødovre.

Frederikshavn dominerede første periode, men hjemmeholdet formåede ikke at score. Et par halve chancer var alt, hvad hjemmepublikumet fik at varme sig på kampens første 20 minutter. Skudstatistikken lød på 7-4 til Frederikshavn i første periode, men på måltavlen lyste to runde 0’er efter sæsonens første 20 minutter på isen i Frederikshavn.

Debutant skulle have scoret

Frederikshavn kom igen bedst fra start i anden periode og Søren Nielsen, som klubben har hentet i Odense, skulle have bragt hjemmeholdet foran efter et minuts spil. Her tog han en solo-tur gennem Rødovres forsvar, og selv om han fik to muligheder, så blev det ikke til mål.

Rødovre var under pres og næste store chance tilfaldt en anden af Frederikshavns debutanter, canadieren Dane Fox, som er hentet til Frederikshavn fra tyske Nürnberg. Tæt under mål fik han pucken, men afslutningen savnede både kvalitet og skarphed.

Sæsonens første, forløsende mål, kom midt i perioden, da Thomas Søndergaard satte fart i pucken i Rødovres zone. Efter glimrende kombinationsspil med Gorm Topholt sendte frederikshavneren pucken i nettet. Fortjent 1-0 føring til Whitehawks.

I de sidste minutter af perioden var der trængsel i udvisningsboksen hos Rødovre. Dane Fox fremtvang først en dobbelt udvisning, da to Rødovre-spillere i løbet af få sekunder begik forseelser mod ham, men trods overtal - fem mod tre - de næste to minutter, lykkedes det ikke at score yderligere i perioden. Dane Fox fik den bedste mulighed, men fra nært hold skød han lige på Rødovres målmand.

Rodet tredje periode

De 1105 tilskuere, der havde fundet plads i Nordjyske Bank Arena fik en rodet tredje periode, hvor begge hold havde svært ved at sætte spillet ordentlig op.

Rødovre fik dog en kæmpe mulighed for at udligne midt i perioden. Pucken hoppede og dansede på mållinjen hos Frederikshavn, og det virkede sværere at undgå at score end at sætte pucken i nettet til udligning. Rødovre valgte den svære løsning - ingen udligning.

Christoffer Åkesson fik muligheden for at afgøre kampen da han med syv minutter tilbage fik frit skud i højre side. Afslutningen var Frederikshavns nummer 26 på mål, men heller ikke i det forsøg blev der mål ud af anstrengelserne.

Rødovre slog kontra, og hjemmeholdets målmand Tadeas Galansky måtte op med en stor redning for at forhindre udligning.

Det blev ved lige ved og næsten for begge hold så Thomas Søndergaard blev matchvinder for hjemmeholdet med sit enlige mål. De tre point blev ganske fortjent sat ind på White Hawks' konto, men der er plads til forberedringer, hvis sidste sæsons bronzemedaljer skal gentages.


Seneste nyt

fra Nordjylland