Se de unikke billeder: Historisk boreplatform indhylles i lys
Tyra-feltets historie markeres i Frederikshavn, hvor hovedplatformen fra Danmarks største olie- og gasfelt er en del af et lysshow, der finder sted flere gange før nytår.
Siden 1984 er størstedelen af al Danmarks naturgas hentet i Tyra-feltet i Nordsøen, og mandag aften blev det store olie- og gasfelts betydning markeret i Frederikshavn, hvor hovedplatformen fra Tyra-feltet ligger til kaj, mens den venter på at blive hugget op og genbrugt.
Fonden Tordenskiold har ved hjælp af donationer fra Slots- og Kulturstyrelsen og det nordjyske erhvervsliv lavet et event, hvor hovedplatformen fra Tyra-feltet indhylles i et lysshow, der fortæller feltets historie.
- Det gør indtryk at se sådan en kæmpe, og det giver en forståelse af, hvad der skal til, for at vi kende tænde for vores radiator og vores lys, siger initiativtager Jan Michael Madsen.
Sætter fokus på genbrug
Det er 97 procent af Danmarks naturgas, der er hentet i Tyra-feltet. Der vil også i fremtiden blive hentet gas op fra undergrunden i Nordsøen, hvor nye boreplatforme i øjeblikket er ved at blive bygget. Hovedplatformen fra Tyra-feltet skal hugges op og genbruges, og den historie vil de gerne give noget opmærksomhed i Frederikshavn.
- Vi er i gang med en stor omstilling af energisektoren, og Frederikshavn Havn har placeret sig med den første fod på vej ud på den nye vej, hvor det handler om at genbruge ressourcer, siger Jan Michael Madsen.
Platformen kan ses oplyst fra den 21. december og frem til den 23. december og igen fra den 28. december til den 30. december.