Sjælden fugl spottet i Skagen: - Jeg har drømt hele livet om at se den - det er som at vinde 10 millioner i lotto
Foto: Karsten Klausen/Grenen Fuglestation
Den sjældne rosenterne er fuglen til venstre i billedet. Fuglen til højre med en lidt mørkere fjerpragt er den mere almindelige terne.
Fugleentusiaster er netop nu på vej fra København og Østjylland for at se rosenternen, der kun er spottet tre gange tidligere i Danmark.
- Jeg har fået lykønskninger fra hele Danmark og fra udlandet - det er så vildt!
Ornitolog Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation er jublende lykkelig, da TV2 Nord fanger ham til en snak om hans seneste fund.
Lørdag morgen klokken 8.49 spottede han som den første den yderst sjældne rosenterne på Grenens nordlige kyst ud til Skagerrak, hvor sandormen svinger mod spidsen.
- Man drømmer hele livet om at finde en rosenterne, og nu er det så lykkedes mig efter 45 år. Det er som at vinde én million - eller 10 millioner - i lotto. Jeg synes også, jeg har fortjent det, for jeg har været på Grenen hver eneste dag i år, siger den meget begejstrede ornitolog.
Jeg synes også, jeg har fortjent det, for jeg har været på Grenen hver eneste dag i år.
Rolf Christensen, ornitolog, Skagen Fuglestation
Da Rolf Christensen først meldte ud til sine andre fuglespotter-kolleger, at rosenternen var at finde på Grenen, gik det stærkt.
Pludselig valfarterede såkaldte birdere til helt fra København og Østjylland.
Indtil i dag havde blot 39 danske birdere set rosenternen - derfor er det en unik chance for at få et blik af den sjældne fugl, der kun er set i Danmark tre gange tidligere: Ved Hundested i 2003, ved Aggertange i 2002 og et dødt eksemplar ved Lillebælt i 1900.
- Nu vil jeg tro, at omkring 75 birdere har været oppe og se det her eksemplar, og det skla nok vokse til 100, før dagen er omme, spår Rolf Christensen.
Så stort som en EM-sejr
Rosenternen er en lille mågelignende havfugl med hvid krop, sort næb og lange hvide halefjer.
Den ligner i størrelse og form en almindelig havterne eller fjordterne, men forskellen er, at fjordternerne er hvide og grå med rødlige næb.
Der er kun omkring 2.000 ynglende rosenternepar tilbage i europa, vurderer ornitologen fra Skagen Fuglestation.
- Derfor er det her også klart det største fuglefund i Skagen i år. Man ved selvfølgelig aldrig, hvad der kommer, men det her er megastort, siger Rolf Christensen.
Rosenternen er den første for Skagen, og den har ring på det ene ben. Dermed er den næsten med sikkerhed ankommet fra Irland eller Storbritannien, hvor omkring 1.000 ynglepar findes.
For ornitolog Rolf Christensen er der ingen tvivl om, at lørdagens sjældne syn af rosenternen kun kan overgås af to ting:
- Nu mangler vi bare en etapesejr i Touren og at slå Wales i fodbold i aften!