Slagtermester kan nu smile igen - fødevarekontrol vender tomlen op
Foto: Jesper Christiansen
Fødevaremyndighed har igen været på kontrolbesøg hos slagter i Frederikshavn, der blev landskendt på grund af en stavefejl.
Slagtermester Dorte Carlsen fra Slagteren Suensonsvej i Frederikshavn blev for et par måneder siden landskendt for en sur smiley og en bøde på 40.000 kroner fra fødevarekontrollen, fordi man på varedeklarationen til en tomatsuppe med små bogstaver havde skrevet, at suppen indeholdt mel.
Forseelsen med at skrive mel og ikke MEL koster slagtermesteren bøden og den sure smiley.
Af hensyn til allergikere skulle mel have været skrevet med store bogstaver.
Smilet er tilbage
Nu er smilet imidlertid vendt tilbage. For nu har butikken i Frederikshavn fået en glad smiley.
Det er Fødevarekontrollen, der har været tilbage på kontrolbesøg, og her har man konstateret, at forholdene er bragt i orden, og der er fulgt op på administrativ bøde fra forrige kontrolbesøg.
Den glade nyhed deler Slagteren Suensonsvej på sin Facebook-side.
Farligt at overse
Mel er et såkaldt allergen, og hvis melallergiske kunder overser mel skrevet med små bogstaver på ingredienslisten, kan det være farligt.
Slagtermesteren gjorde det tilbage i oktober klart, at man stod ved sin fejl ved at have deklareret forkert.
- Men bødens størrelse er helt forkert, lød det fra Dorte Carlsen.
Fjerner nu helt teksten
Sagen fra Frederikshavn er ikke enestående. Også en slagter i Ikast har fået en bøde på 40.000 kroner for samme forseelse. Her havde de skrevet æg med småt i stedet for med versaler.
I Frederikshavn har Dorte Carlsen taget konsekvenser for at undgå lignende fejl.
- Nu har vi fjernet hele teksten, så der står tomatsuppe med boller, og så skal kunden i stedet henvende sig til os og spørge ind, siger Dorte Carlsen.
Nu er hele teksten fjernet, så der står tomatsuppe med boller, og så skal kunden i stedet henvende sig til personalet og spørge ind til eventuelle allergener.