Sneen vælter stadig ned: Kraftigt nedbør udfordrer fortorvsarbejde

Sneen vælter ned over Skagen, og det besværliggør arbejdet med at anlægge fortov.

Tøsneen er faldet intenst over Skagen tirsdag formiddag, og det er så småt begyndt at lægge sig. 

Det våde vejr fortsætter dagen igennem, og det besværliggør blandt andet arbejdet med at lægge fortov langs Højensvej i Skagen. 

- Det hele bliver træls og vådt. Sandet bliver vådt, så det bliver svært at få rettet af, som vi er i gang med nu, for at gøre klar til at lægge nogle fortovsfliser, lyder det fra Finn Berg Norsk, medarbejder hos Jørn Lyth Skagen A/S, der er i gang med at anlægge fortov for kommunen.

- Vi havde jo et fantastisk vejr i går, anden påskedag, og så står vi op i dag og skal på arbejde, og så vælter det jo bare ned med regn og sne. 

Selvom materialerne bliver tunge og besværlige at have med at gøre, tager Finn Berg Norsk det med et smil. 

- Vejret kan vi ikke lave om på, vi må bare klæde os på efter det. Der er ikke andet for.

Kollegaen Karsten Pedersen stemmer i: 

- Det er bare regntøj på, og så er det videre. 

Forventningen er, at der i aftentimerne kan være faldet omkring 10 centimeter sne i det nordlige Vendsyssel. 

- Det (sneen red.) er bedre end regnvejr. Man bliver knap så våd, lyder det fra Karsten Pedersen. 

Se videoen fra fortovsarbejdet her: 


Seneste nyt

fra Nordjylland