Solidaritet blandt Skagens restauratører: - Selvfølgelig skulle Buddy Holly have en særlig gave
Se tv-indslag om den særlige gave til diskotek Buddy Holly fra kollegaerne i Skagens natteliv.
Der var bred opbakning blandt restauratørerne i Skagens natteliv til idéen om at give diskoteket Buddy Holly et ekstra varmt "velkommen tilbage" efter halvandet års corona-nedlukning.
Onsdag morgen blev de fire skagboer, der driver diskoteket Buddy Holly i Skagen præsenteret for en gave, der tog pusten helt fra dem.
Deres kollegaer i byens natteliv havde besluttet at lukke tidligt fredag og opfordre gæsterne til at tage på Buddy Holly for at give diskoteket, der havde været tvangslukket i halvandet år på grund af coronakrisen, et varmt velkommen tilbage.
- Det er da vildt rørende, for det har jo også været en svær periode for de andre. Vi blev meget overraskede, da vi så det onsdag morgen, hvor vi skulle til at gøre klar til vores åbning, sagde en rørt direktør for Buddy Holly Thomas Hvid onsdag aften til TV2 Nord.
Ingen tvivl om støtte til vild idé
Der var ingen tvivl blandt restauratørerne i Skagen, da ejeren af Jakobs Café, Jakob Sund, foreslog kollegerne, at de skulle give byens diskotek Buddy Holly en helt særlig velkommen tilbage-gave, når det på et tidspunkt blev aktuelt.
- Jeg fik idéen i uge 29, hvor vi havde huset fuld af gæster. Der fik jeg helt ondt af vores lokale diskotek, som jo var tvangslukket, og så tænkte jeg, vi skulle prøve at gøre et eller andet for dem, når de åbnede igen, siger han.
Lukker fredag klokken 22
Gaven skulle være, at 13 caféer, barer og restauranter i Skagen lukker deres restaurationer fredag klokken 22, og opfordrer gæsterne til at tage på Buddy Holly i stedet.
En flot gestus af restauratører, der normalt er i skarp konkurrence med hinanden, men Jonna Helena Andersen, indehaver af Kompasset, var ikke i tvivl, da hun blev spurgt.
- Vi tænkte os ikke om i et mikrosekund, da vi blev spurgt. Det eneste, vi tænkte, var, det skal vi bare, siger hun.
- Vi har vist, vi kan stå sammen
Jonna Helena Andersen glæder sig over det sammenhold i Skagen, der har gjort den usædvanlige gave mulig.
- Selvom vi alle sammen er konkurrenter og kæmper om kunderne hver eneste dag. Men når det virkelig gælder, så kan vi virkelig godt stå sammen, og det har vi virkelig vist ved det her, siger hun.