Opdateret: 2. september 2021
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Solidaritet blandt Skagens restauratører: - Selvfølgelig skulle Buddy Holly have en særlig gave

Se tv-indslag om den særlige gave til diskotek Buddy Holly fra kollegaerne i Skagens natteliv.

Der var bred opbakning blandt restauratørerne i Skagens natteliv til idéen om at give diskoteket Buddy Holly et ekstra varmt "velkommen tilbage" efter halvandet års corona-nedlukning.

Onsdag morgen blev de fire skagboer, der driver diskoteket Buddy Holly i Skagen præsenteret for en gave, der tog pusten helt fra dem. 

Deres kollegaer i byens natteliv havde besluttet at lukke tidligt fredag og opfordre gæsterne til at tage på Buddy Holly for at give diskoteket, der havde været tvangslukket i halvandet år på grund af coronakrisen, et varmt velkommen tilbage. 

Thomas Hvid. Foto: Caroline Monin, TV2 Nord
Direktør for Buddy Holly Thomas Hvid bliver stadig rørt, når han fortæller om den uventede gave fra kollegerne i Skagens natteliv. Foto: Caroline Monin, TV2 Nord

- Det er da vildt rørende, for det har jo også været en svær periode for de andre. Vi blev meget overraskede, da vi så det onsdag morgen, hvor vi skulle til at gøre klar til vores åbning, sagde en rørt direktør for Buddy Holly Thomas Hvid onsdag aften til TV2 Nord.

Ingen tvivl om støtte til vild idé

Der var ingen tvivl blandt restauratørerne i Skagen, da ejeren af Jakobs Café, Jakob Sund, foreslog kollegerne, at de skulle give byens diskotek Buddy Holly en helt særlig velkommen tilbage-gave, når det på et tidspunkt blev aktuelt.

- Jeg fik idéen i uge 29, hvor vi havde huset fuld af gæster. Der fik jeg helt ondt af vores lokale diskotek, som jo var tvangslukket, og så tænkte jeg, vi skulle prøve at gøre et eller andet for dem, når de åbnede igen, siger han.

Jakob Sund;Indehaver, Jakobs Café & Bar, Skagen. Foto: TV2 Nord
Det var uge 29-travlheden, der inspirerede indehaveren af Jakobs Café, Jakob Sund, til at give en usædvanlig gave til kollegaerne fra Buddy Holly. Foto: TV2 Nord

Lukker fredag klokken 22

Gaven skulle være, at 13 caféer, barer og restauranter i Skagen lukker deres restaurationer fredag klokken 22, og opfordrer gæsterne til at tage på Buddy Holly i stedet.

En flot gestus af restauratører, der normalt er i skarp konkurrence med hinanden, men Jonna Helena Andersen, indehaver af Kompasset, var ikke i tvivl, da hun blev spurgt.

- Vi tænkte os ikke om i et mikrosekund, da vi blev spurgt. Det eneste, vi tænkte, var, det skal vi bare, siger hun.

Jonna Helene Andersen;Indehaver, Kompasset Skagen. Foto: TV2 Nord
Jonna Helena Andersen glæder sig over sammenholdet blandt Skagens restauratører, selv om de er konkurrenter. Foto: TV2 Nord

- Vi har vist, vi kan stå sammen

Jonna Helena Andersen glæder sig over det sammenhold i Skagen, der har gjort den usædvanlige gave mulig.

- Selvom vi alle sammen er konkurrenter og kæmper om kunderne hver eneste dag. Men når det virkelig gælder, så kan vi virkelig godt stå sammen, og det har vi virkelig vist ved det her, siger hun.


Patrick Engel - Børn-og Ungehjem Bøgen 002. Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Patrick har boet på døgninstitution: - Jeg manglede en rollemodel

Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

24-årige Patrick Engel er en af de mange unge, der har boet på en døgninstitution. Nu er han vendt tilbage som mentor for de unge, der bor der i dag.

Patrick Engel åbner døren ind til det værelse på Bøgen, der tidligere var med til at give ham de rammer, han manglede i sin ungdom.

- Her boede jeg. Det er blevet indrettet til en ny ung, en pige, der skulle flytte ind her snart. Det er ikke fordi, det er det største eller noget, men det er ens eget, siger den 24-årige nordjyde, mens han viser frem på værelset.

Bøgen er et specialiseret børne- og ungehjem, der ligger i Vodskov lige nord for Aalborg, og Patrick Engel har været en af de 11.600 0-17-årige, der har været anbragt uden for hjemmet.

Jeg følte, jeg manglede en rollemodel

Patrick Engel, tidligere anbragt

Og han er gået fra at være en af de unge, der havde behov for at bo på Bøgen, til at blive mentor for dem, der nu kalder det deres hjem.

Var ikke en del af fællesskabet

Da Patrick Engel flyttede ind på børne- og ungehjemmet, brugte han primært sine dage på at sove.

Han flyttede ind på stedet, fordi han oplevede omsorgssvigt i sit barndomshjem.

- Jeg kom i hvert fald ikke i skole. Jeg var oppe om natten og spillede bare computer og passede mig selv. Jeg var ikke rigtig interesseret i fællesskabet, erindrer han om den første tid på Bøgen.

Der er som skrevet tidligere knap 12.000 unge i alderen op til 17 år, der er anbragt udenfor hjemmet. Og mange af dem er blevet anbragt på grund af omsorgssvigt fra de nærmeste - ligesom Patrick Engel har været det.

Det var ikke fordi, han fra første øjeblik omfavnede sin nye tilværelse. Men når han kigger tilbage på den tid i dag, kan han godt se, at han havde behov for at få hjælp.

- Jeg flyttede herop, fordi jeg havde brug for de rammer, som det kunne give. Og jeg havde brug for den hjælp, som jeg kunne få herovre, fortæller han.

De ville mig det godt

Langsomt men sikkert fik pædagogerne arbejdet sig ind på Patrick Engel, og ligesom i så mange romantiske film, serier og bøger spillede en pige også en rolle i hans liv.

Hun gav ham med egne ord 'lidt motivation til at komme op og få fjernet de sure underbukser fra gulvet'.

- Jeg havde nogle gode pædagoger, der var støttede mig i de beslutninger og var der for mig, når jeg havde brug for dem. Men de lod mig også være, når jeg bare skulle have lov til at passe mig selv og lære af min fejl, siger han.

Patrick Engel - Børn-og Ungehjem Bøgen 008. Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Han begyndte at tro på, at pædagogerne havde gode intentioner.

- Når de bad dig om at gøre noget eller sagde, at du bliver nødt til at gøre sådan her, så stillede du ikke spørgsmålstegn ved det, fordi du vidste ligesom, at de ville dig det bedste, siger Patrick Engel og fortsætter:

- Man binder sig jo helt klart til mere til nogle mennesker end andre. Der var ikke den der tvivl om, at de ville mig det godt - det ville de 100 procent. Det kan jeg jo se nu, at det ville alle de ansatte oppe. Men dengang, der havde man bare brug for den der tryghed. Fordi man har oplevet de svigt, som man nu har oplevet.

Patrick Engel Still. Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Vil være rollemodel

Nu har han både lært at arbejde med sig selv, han har lært at komme op og komme afsted i skole. Og så ikke mindst at komme afsted til aftaler.

Han er fortsat sammen med kæresten fra dengang og kan også kalde sig stolt far.

Og nu vil han gerne give noget af det tilbage, som han selv fik dengang af pædagogerne og trygheden i at være på Bøgen. Han bestræber sig på at være der en gang om måneden.

- Jeg følte, jeg manglede en rollemodel. En person, der kom ind og støttede dig og bare var der, og som havde prøvet det på første hånd. Så det vil jeg gerne støtte op om, siger den 24-årige, inden han fortsætter:

- Og de vil virkelig gerne. Det er nogle unge mennesker, der bare brænder så meget for det og kommer stolt og fortæller: 'Jamen jeg har fået en læreplads', eller: 'Jeg har fået et arbejde'. Det er mega fedt, slutter han.

Ha' de vigtigste nordjyske nyheder lige ved hånden.