Patrick Engel åbner døren ind til det værelse på Bøgen, der tidligere var med til at give ham de rammer, han manglede i sin ungdom.

- Her boede jeg. Det er blevet indrettet til en ny ung, en pige, der skulle flytte ind her snart. Det er ikke fordi, det er det største eller noget, men det er ens eget, siger den 24-årige nordjyde, mens han viser frem på værelset.

Bøgen er et specialiseret børne- og ungehjem, der ligger i Vodskov lige nord for Aalborg, og Patrick Engel har været en af de 11.600 0-17-årige, der har været anbragt uden for hjemmet.

Og han er gået fra at være en af de unge, der havde behov for at bo på Bøgen, til at blive mentor for dem, der nu kalder det deres hjem.

Var ikke en del af fællesskabet

Da Patrick Engel flyttede ind på børne- og ungehjemmet, brugte han primært sine dage på at sove.

Han flyttede ind på stedet, fordi han oplevede omsorgssvigt i sit barndomshjem.

- Jeg kom i hvert fald ikke i skole. Jeg var oppe om natten og spillede bare computer og passede mig selv. Jeg var ikke rigtig interesseret i fællesskabet, erindrer han om den første tid på Bøgen.

Der er som skrevet tidligere knap 12.000 unge i alderen op til 17 år, der er anbragt udenfor hjemmet. Og mange af dem er blevet anbragt på grund af omsorgssvigt fra de nærmeste - ligesom Patrick Engel har været det.

Det var ikke fordi, han fra første øjeblik omfavnede sin nye tilværelse. Men når han kigger tilbage på den tid i dag, kan han godt se, at han havde behov for at få hjælp.

- Jeg flyttede herop, fordi jeg havde brug for de rammer, som det kunne give. Og jeg havde brug for den hjælp, som jeg kunne få herovre, fortæller han.

De ville mig det godt

Langsomt men sikkert fik pædagogerne arbejdet sig ind på Patrick Engel, og ligesom i så mange romantiske film, serier og bøger spillede en pige også en rolle i hans liv.

Hun gav ham med egne ord 'lidt motivation til at komme op og få fjernet de sure underbukser fra gulvet'.

- Jeg havde nogle gode pædagoger, der var støttede mig i de beslutninger og var der for mig, når jeg havde brug for dem. Men de lod mig også være, når jeg bare skulle have lov til at passe mig selv og lære af min fejl, siger han.

Han begyndte at tro på, at pædagogerne havde gode intentioner.

- Når de bad dig om at gøre noget eller sagde, at du bliver nødt til at gøre sådan her, så stillede du ikke spørgsmålstegn ved det, fordi du vidste ligesom, at de ville dig det bedste, siger Patrick Engel og fortsætter:

- Man binder sig jo helt klart til mere til nogle mennesker end andre. Der var ikke den der tvivl om, at de ville mig det godt - det ville de 100 procent. Det kan jeg jo se nu, at det ville alle de ansatte oppe. Men dengang, der havde man bare brug for den der tryghed. Fordi man har oplevet de svigt, som man nu har oplevet.

Vil være rollemodel

Nu har han både lært at arbejde med sig selv, han har lært at komme op og komme afsted i skole. Og så ikke mindst at komme afsted til aftaler.

Han er fortsat sammen med kæresten fra dengang og kan også kalde sig stolt far.

Og nu vil han gerne give noget af det tilbage, som han selv fik dengang af pædagogerne og trygheden i at være på Bøgen. Han bestræber sig på at være der en gang om måneden.

- Jeg følte, jeg manglede en rollemodel. En person, der kom ind og støttede dig og bare var der, og som havde prøvet det på første hånd. Så det vil jeg gerne støtte op om, siger den 24-årige, inden han fortsætter:

- Og de vil virkelig gerne. Det er nogle unge mennesker, der bare brænder så meget for det og kommer stolt og fortæller: 'Jamen jeg har fået en læreplads', eller: 'Jeg har fået et arbejde'. Det er mega fedt, slutter han.