Stena Line indsætter ny bæredygtig færge i Frederikshavn

Færgen Elektra vil kunne sejle mellem Frederikshavn og Gøteborg på batteri og er verdens første fossilfrie RoPax fartøj i sin størrelse.

Færgerederiet Stena Line er klar til at indsætte en ny færge mellem Frederikshavn og Gøteborg. Det er færgen Elektra, der er batteridrevet og verdens første fossilfrie RoPax fartøj i sin størrelse og vil måle 200 meter og kombinere en passagerkapacitet på 1.000 med 3.000 banemeter fragtkapacitet.

Det helt særlige er, at færgen vil kunne sejle på batteristrøm i cirka 50 sømil, som er afstanden mellem Frederikshavn og Gøteborg, og dermed være afgørende for at Stena Line kan indfrie målet om inden 2050 at være et helt fossilfrit rederi. 

- Vores ambition er at lede udviklingen mod fossilfri søfart og bæredygtig transport til søs. Det kræver, at vi i det lange løb også bryder afhængigheden af fossile brændsler og begynder at reducere vores samlede emissioner, og ikke kun bliver mere effektive per sejlads. Derfor vælger Stena Line nu at sætte det ambitiøse mål om at reducere vores samlede CO2-emissioner med 30 procent inden 2030 – for i sidste ende at blive helt fossilfri, siger Niclas Mårtensson, administrerende direktør i Stena Line og medlem af den svenske regerings elektrificeringskommission.

Færgerederiet Stena Line fortsatte med at reducere sine samlede CO2-emissioner i 2020 og er nu ti år foran det internationale søfartsmål. På trods af dette øger det svenske rederi nu tempoet i omstillingen til fossilfri søfart med sin tiårsplan om at reducere de samlede CO2-emissioner med hele 30 procent inden 2030.


Seneste nyt

fra Nordjylland