Stena Line satser på batterifærger
Foto: PR
Stena Line har planer om gøre deres færger batteridrevne.
Stena Line sigter mod at lancere den fuldt batteridrevne færge, Stena Elektra, inden 2030. Færgen har kapacitet til at sejle ca. 50 sømil på batterier, dvs. eksempelvis mellem Frederikshavn og Göteborg.
Inden 2030 skal færgerne mellem Frederikshavn og Gøteborg kunne sejle på batterier, hvis det står til Stena Line.
Færgeselskabet går målrettet efter at elektrificere deres færge ved udvikling af en ny type energilagring svarende til meget store powerbanks, som vil være afgørende for hurtig opladning af elektriske færger i fremtiden.
Projektet er samfinansieret af EU og vil blandt andet undersøge, hvordan brugte batterier fra transportsektoren kan genbruges til energilagring i havne.
- Dette er en vigtig milepæl i elektrificeringen af søfarten. Vores fremtidige projekt Stena Elektra, en fuldt elektrisk færge, er allerede på tegnebrættet. Men for at lykkes er vi blandt andet nødt til at løse problemet med, hvordan man hurtigt oplader en færge. Her er energilagring i havne ved hjælp af genbrugte batterier et meget interessant og bæredygtigt alternativ for fremtiden, siger Carl Mårtensson, pressechef hos Stena Line.
Projektet skal kortlægge og evaluere mulighederne for at genbruge lithium-ion-batterier fra transport- og bilindustrien til energilagring i havne – eksempelvis til at oplade en elektrisk færge.
Samarbejdet inkluderer flere Stena-virksomheder som Batteryloop, Stena Recycling, Stena Rederi og Stena Line samt havnene i Göteborg og Kiel og registrator- og klassificeringsselskabet DNV GL.
Enorme mængder energi på kort tid
Projektet løber over to år og er samfinansieret af EU via innovationsenheden INEA (Innovation and Networks Executive Agency).
- Der sker utrolig meget i batteriernes verden lige nu. Nye løsninger skal udvikles for at imødekomme transportsektorens opladningsbehov i fremtiden, især hvis vi forestiller os, at søfarten skal overgå til el. Hurtig opladning af en stor færge kræver en enorm mængde energi på kort tid, og det er ikke sikkert, at elnettet kan levere det. Det er her, lokale energilagre i havnene kommer ind i billedet som en god løsning, siger Rasmus Bergström, administrerende direktør for Batteryloop.
- En ting er sikkert – batterierne er kommet for at blive. For at bevare naturressourcerne og gøre batterigenbrug bæredygtig er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at bruge batterier så længe som muligt. Vores konklusion er, at mange batterier kan have en anden levetid som energilagring. Hvis vi kan finde løsninger, der er skalerbare, og som fungerer i havnemiljøerne, har vi en win-win-situation på mange måder, siger Rasmus Bergström.
Energilagring på kajen kan også blive en alternativ energikilde til skibe i havnene, hvilket vil reducere udledning af drivhusgasser. Stena Lines færger i dag bliver koblet til grøn landstrøm ved ophold i Göteborg.
Allerede i 2018 begyndte Stena Line sin investering i batteridrift på færgen Stena Jutlandica, som sejler på ruten mellem Frederikshavn og Göteborg. Stena Jutlandica bruger blandt andet batteridrift til at drive bovpropellerne, der styrer færgen i havn.