Strejke afblæst: Skraldemænd er tilbage på arbejde

Skraldemændene i Frederikshavn er fredag morgen gået med på den aftale, som 3F har indgået med renovationsfirmaet Remondis.

I Frederikshavn har affaldet fået lov til at hobe sig op hos husstandene i løbet af den sidste uges tid. Men nu ser det endelig ud til, at der er kommet en løsning på problemet.

Skraldemændene i Frederikshavn Kommune, der sidste onsdag nedlagde arbejdet i protest over for arbejdsgiveren, renovationsfirmaet Remondis, har accepteret den aftale, som fagforbundet 3F har lavet med Remondis. 

Det betyder, at skraldemændene nu er tilbage på arbejdet og kan hente frederikhavnernes affald.

- Det er vi jo rigtig glade for hos 3F, at der er kommet en løsning. Vi synes, det er en fornuftig løsning, og vi føler allesammen, at der er kommet noget ud af det, vi kan bruge. Det er meget bedre, end at der er 22 skraldemænd, der skal ned på a-kassen på mandag, siger Per Thorup, faglig sekretær hos 3F Frederikshavn.

Skraldemændene nedlagde arbejdet, fordi de mener, at arbejdspresset har været for stort. De mener ikke, at de har kunnet nå at gøre deres arbejde på den tid, der var sat af til det. Undervejs i forløbet valgte skraldemænd i 25 andre kommuner at strejke i sympati med deres kollegaer i Frederikshavn.

Tre-ugers prøveperiode

Med den nye aftale har Remondis og skraldemændene forpligtet sig til en tre-ugers prøveperiode, hvor man i fællesskab skal finde ud af, hvordan arbejdet skal struktureres, så skraldemændene ikke føler sig pressede. Og eventuelt finde ud af, om der skal ansættes flere kollegaer.

Udover det er to advarsler, som skraldemændene og 3F mener er blevet uddelt på et forkert grundlag, blevet rettet til. 

- Nu har vi indgået en aftale, og så blander vi os ikke mere. Nu er det op til Remondis og skraldemændene at finde ud af, hvordan man løser problemerne. Hvis aftalen ikke holder, så kommer der selvfølgelig en sag ud af det, men vi regner ikke med, at der kommer problemer igen, siger Per Thorup.

De næste to uger skal skraldemændene bruge på at hente alt det affald, der har hobet sig op, imens strejken har stået på, hvorefter den tre-uger lange prøveperiode starter. 


Seneste nyt

fra Nordjylland