Tohjulede betjente skal give tryghed i Skagen
Nordjyllands Politi udvider den kommende tid deres indsats i Skagen til også at omfattende cyklende betjente.
Med mandagen er uge 29 – i Skagen også kendt som Hellerup-ugen - skudt i gang, og det betyder store mængder ferie- og festglade mennesker i bybilledet. Men de kommende uger vil der også være cyklende politibetjente i bybilledet, da Nordjyllands Politi har valgt at sende en cykelpatrulje til landets nordligste by.
- Vi gør det, dels fordi vi nu har muligheden for det, men også fordi vi gerne vil vise de fastboende og feriegæsterne synlighed, tryghed og nærvær, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi John Henriksen, der henviser til, at Nordjyllands Politi ikke længere har mandskab ved grænsen eller til antiterror-opgaver i København.
Cykelpatruljen, der primært vil være til stede i eftermiddags- og aftentimerne, er som udgangspunkt af ren forebyggende karakter. Betjentenes opgave er at være synlige og nærværende, så både lokalbefolkningen og sommerturisterne føler, at politiet er i nærheden, og at der hersker god ro og orden.
- Cykelpatruljen er mere nærværende på den måde, at den cykler stille og roligt gennem området, og der er også mulighed for, at man stiller cyklen og går en tur. Man kører ikke så hurtigt gennem området, som man ville have gjort i en almindelig patruljevogn, siger John Henriksen.
Cykelpatruljen skal som udgangspunkt dække Skagens midtby og Gammel Skagen.