Tricktyveri i Sæby: Nu advarer politiet andre

Politiet i Frederikshavn advarer om en tricktyv, som fredag eftermiddag havde held med stjæle kontanter fra en 84-årig mand i en lejlighed i Sæby.

Fredag ved 14-tiden blev en 84-årig mand narret af en tricktyv i sin lejlighed på Søndergade i Sæby. Det fortæller Kanal Frederikshavn

Tricktyven bad den ældre mand kontrollere, om der var blevet stjålet noget fra den ældre mands kælder. Det fik den 84-årige til at hente en kuvert med kontanter for at sikre, at pengene stadig var der. 

Herefter bad tricktyven manden kontrollere vinduerne i stuen, og da den 84-årige mand så vente sig om, var både tricktyv og kuverten med penge forsvundet.

Politiet leder efter gerningsmanden

Frederikshavn Politi ønsker ikke at oplyse, hvor mange penge der blev stjålet, men politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, advarer om tricktyven.

- Vi havde et lignende indbrud 22. december i Midtpunkt i Frederikshavn, hvor det gik ud over en 93-årig kvinde. Ud fra de to signalementer og fremgangsmåden kan det meget vel være den samme gerningsmand. Måske har han været på flere adresser. Så vi hører gerne fra folk, siger Peter Skovbak til Kanal Frederikshavn.

Signalement:

Den ældre mand i Sæby har afgivet dette signalement af tricktyven:

  • 40-50 år

  • 180-185 centimeter høj

  • Almindelig til kraftig af bygning

  • Lys i huden

  • Meget kortklippet, formentlig lyst hår

  • Talte dansk

Peter Skovbak opfordrer folk til at tage sig i agt for tricktyven. Du kan ringe til politiet på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland