Tumult efter dom: Familie til afdød 15-årig lod frustrationer få frit løb

33-årig fik nedsat dom i Vestre Landsret for at have udsat 15-årig for grov vold og efterladt ham i hjælpeløs tilstand. Dét betød, at den 33-årige ikke længere skulle være fængslet. Til stor frustration for pårørende til den 15-årige.

Da en 33-årig mand onsdag over middag blev ført ud af Vestre Landsrets bygning i Aalborg, blev han overfuset med skældsord fra familiemedlemmer til den afdøde 15-årige dreng, som den 33-årige netop var blevet dømt for at have udsat for grov vold og efterfølgende efterladt i hjælpeløs tilstand ved boldbanerne i Hørby tæt ved Sæby.

"Barnemorder", blev der blandt andet råbt.

Fri mand

Frustrationerne skyldtes ikke kun, hvad der skete den skæbnesvangre nat og morgen for godt et år siden. Men endnu mere det faktum, at den 33-årige kunne forlade retten som en fri mand.

Ganske vist blev han idømt to års ubetinget fængsel, hvilket var et år mindre end han fik tilkendt i byretten. Men strafnedsættelsen betød, at domsmandsretten ikke imødekom senioranklager Emil Stenbygaards anmodning om fortsat varetægtsfængsling.

Det blev begrundet med, at den 33-årige havde siddet varetægtsfængslet i 13 måneder og dermed over halvdelen af den dom, han fik i landsretten. Den resterende del af dommen skal afsones på et senere tidspunkt.

Ført væk

Udover den 33-årige fik også forsvarsadvokat Karina Skou frustrationerne at mærke, da den 15-åriges mor løb efter hende udenfor retsbygningen og overfusede hende med skældsord.

Hun blev dog hurtigt ført væk af sin mand, der også var rystet over dommen.

- Vi har det ikke godt med den dom. Strafudmålingen står ikke mål med det, han har gjort, sagde Henrik Matthiassen blandt andet.


Seneste nyt

fra Nordjylland