Verdensballetten efter svar fra minister: - Regeringen er ikke kulturens regering

Lederen af Verdensballetten ville gerne have svar på, hvorfor kulturlivet skal lide under restriktioner, når 25.000 må samles til fodboldfest.

For en uge siden gik lederen af Verdensballetten, Jens-Christian Wandt, til tasterne.

Danmark havde lige spillet sig i EM-semifinalen og festen, glæden og euforien spredte sig i gaderne i hele Danmark og store folkemængder stimlede sig sammen og fejrede det utænkelige. Få uger forinden havde 25.000 mennesker samlet sig i Parken for at se Danmark spille den afgørende kamp mod Rusland i håbet om at nå 1/8-finalen.

Samtidig kunne Jens-Christian Wandt se frem mod, at Verdensballettens 11 forestillinger landet over kun kunne blive to-tredjedele fyldt op.

quote - Egentlig bliver det cementeret lidt, at det ikke er en kulturvenlig regering.

Jens-Christian Wandt, Leder, Verdensballetten.

Så i et åbent brev til statsminister, Mette Frederiksen, lagde han sin undren, over at kulturlivet stadig skal være underlagt en række restriktioner, frem.

Nu har han fået svar, ikke fra statsministeren, men fra kulturministeren.

- Det er en gennemgang af restriktionerne, og så skriver hun, at hun kan forstå vores frustrationer. Det er lidt et ligegyldigt svar. Det hele er en sludder for en sladder, og der er ikke noget kød på det svar, siger Jens-Christian Wandt.

Skævvridning

I brevet til statsministeren gjorde Jens-Christian Wandt det klart, at han er glad for, at de danske fodboldfans kunne få lov til at komme på stadion og heppe på de danske drenge, fordi det festlige fællesskab har været savnet. Samtidig stillede han sig undrende overfor, at afstandskravet kunne skrottes til en fodboldfest for flere tusinde, når afstandskravet til kulturarrangementer for langt færre stadig er en meter.

- Jeg havde håbet, at man kunne se, at der var en skævvridning, når der ved fodbold må samles 25.000 uden afstandskrav, og restauranter må sidde uden afstandskrav, forklarer Jens-Christian Wandt og uddyber:

- Der er skævvridning overfor kulturen, at vi stadig er underlagt et afstandskrav. Jeg havde håbet, at man havde set anderledes på det. Jeg tror ikke, at jeg alene kunne gøre det, min stemme var en blandt mange, siger Jens-Christian Wandt.

I stedet fik han et svar, som han hverken blev rigtig sur eller bitter over, men blot sad med en følelse af ligegyldighed overfor.

Ikke kulturens regering

I brevet til Jens-Christian Wandt skriver kulturminister, Joy Mogensen, blandt andet, at hun deler ønsket om at komme tilbage til et mere åbent kulturliv, men uden at give nogen afklaring på, hvornår det kan ske. I stedet giver hun i brevet en lang forklaring på de restriktioner, der er blevet aftalt for kulturlivet og for EM i fodbold.

- Vi fik dog et svar, så helt overset er vi dog ikke. Men jeg har hele tiden haft en fornemmelse for, at regeringen ikke er kulturens regering. Kulturen er der, men det er ikke der, stemmerne ligger. Egentlig bliver det cementeret lidt, at det ikke er en kulturvenlig regering med det her svar, siger Jens-Christian Wandt, der samtidig slår fast, at han er taknemlig for hjælpepakkerne, regeringen har stillet frem til kulturlivet, men at han også havde håbet, at kulturlivet ville blive taget lige så alvorligt som sportsverdenen.

Var det realistisk, at brevet ville ændre noget?

- Det er svært at sige, men det var det måske ikke, men nogle gange hjælper det at blive hørt, og de kan se, at der er noget forkert i det. Det er jo politikere, så jeg tror da, at der bliver lyttet til, hvad der bliver sagt, svarer Jens-Christian Wandt.

Mange kan ikke få billet

Den 14. juni begynder Verdensballetten igen at give forestillinger rundt om i landet. Billetterne er revet væk, så alt burde være fryd og gammen for folkene bag, men sådan har de det ikke. Afstandskravene og de andre restriktioner gør, at Verdensballetten har måtte skære mange pladser fra.

- Der er mange, der ikke kan få billet, som gerne ville se det, det er det mest ærgerlige, siger Jens-Christian Wandt.

Allerhelst havde Jens-Christian Wandt håbet, at Mette Frederiksen selv havde svaret ham og ikke Joy Mogensen, for som han siger; Joy Mogensen kan ikke bestemme over restriktionerne, det er Mette Frederiksen i samarbejde med en række eksperter.


Seneste nyt

fra Nordjylland