En ung mand måtte tirsdsag aften kravle ud af sit gavlvindue på første sal, fordi huset stod i brand. Han lå og sov, men vågnede, fordi soveværelset var fyldt med røg. Heldigvis var det tidligt nok til, at han kunne få sig selv ud af bygningen.
Manden var alene i bygningen, der ligger på Ingeborgvej i Frederikshavn. Han er blevet kørt på skadestuen med røgforgiftning og mindre skader på den ene arm.
- Villaen er totalskadet, den er helt udbrændt, fortæller Bo Isaksen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Politi.
Beredskabet fik hurtigt branden under kontrol, men luftlommer under tagstenene fik slukningsarbejdet til at trække ud.
Sagen er nu overgået til politiet, der skal finde ud af, hvordan branden er opstået.