White Hawks henter finsk back med VM-erfaring
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Frederikshavn White Hawks har hentet forstærkning til backlinjen. Den defensivt stærke finne Henri Auvinen har skrevet kontrakt med nordjyderne.
Frederikshavn White Hawks er ved at have sammensat den trup, der skal sørge for at succes til klubben i den kommende sæson, efter at sidste sæson endte med en skuffende kvartfinale-exit mod de senere danske mestre fra Aalborg Pirates.
Danmarks nordligste ishockeyklub forstærker defensiven med den finske back Henri Auvinen, som i sidste sæson spillede i både den bedste og den næstbedste række i Finland samt i den næstbedste række i Sverige.
- Henri Auvinen er en stærk defensiv back, som kommer til at give holdet noget mere fysik. Han er en aggressiv back med et godt skøjteløb, som kan anvendes mod modstandernes topkæder. Samtidig er han stærk i boxplay, og er en spiller som vores nye cheftræner har fået særdeles gode anbefalinger på, skriver Frederikshavn White Hawks i en pressemeddelelse.
25-årige Henri Auvinen kommer til Frederikshavn med solid erfaring i bagagen. Han har spillet 144 kampe i den bedste række i Finland, som er en af de stærkeste ligaer i Europa. Derudover har Auvinen spillet både U18- og U20-VM for Finland.
White Hawks oplyser, at kontrakten med Henri Auvinen indeholder en klausul, som gør, at den kan ophæves efter tre måneder. Det skal ses i lyset af, at backen Mads Larsen er ude i de første tre til fire måneder af den kommende sæson, og når han vender tilbage, har klubben muligheden for at afslutte samarbejdet med Henri Auvinen.