White Hawks henter forward hjem fra Frankrig
Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix
Situationen med coronavirus i Frankrig får nu en gammel White Hawks-kending til at vende tilbage til Frederikshavn.
Det er blot et halvt år siden Christopher Frederiksen forlod Frederikshavn White Hawks til fordel for Amiens i fransk ishockey. Men nu er forwarden på vej tilbage. Med en fransk liga, der står på standby og som risikerer helt at blive aflyst, har White Hawks indgået en aftale der gælder for resten af indeværende sæson samt to yderligere sæsoner.
- Det kommer ikke som nogen hemmelighed at vi selvfølgelig også har været underlagt covid 19 i Frankrig, såvel som I andre har i Danmark. Vi har i en længere periode kun måtte forlade hjemmet i én time i døgnet. Det har haft store konsekvenser for ishockeyen dernede, som aldrig rigtig kom i gang. Men når det så er sagt, har vi i den nærmeste familie været præget af flere dødsfald og alvorlig sygdom det sidste års tid. Det har kostet mange søvnløse nætter, og sat samvittigheden på prøve. Senest ramte det et nært familiemedlem, som siden den 1. januar har været indlagt på intensiv afdeling, og det var bare dråben, siger Christopher Frederiksen.
Han nåede blot at spille syv kampe for Amiens, men det til trods har Christopher Frederiksen været tilfreds med sit udlandsophold.
- Amiens har været en kæmpe oplevelse, både for mig og min lille familie, og helt sikkert noget, jeg ikke vil udelukke i fremtiden. De har haft stor forståelse for min situation, og der skal lyde en kæmpe tak til både folk på, bag, og omkring isen. Det har været en fornøjelse, siger Christopher Frederiksen, der nu ser frem til at vende tilbage til den nordlige del Danmark.
- Jeg glæder mig til at trække White Hawks trøjen over hovedet igen, og ser frem til at lære de nye på holdet at kende. Jeg forventer, og håber, vi kan nå langt i år. Men lige nu glæder jeg mig bare allermest til at kunne fokusere på ishockey, tæt på familien, og med ro i sindet, siger Christopher Frederiksen.
Christopher Frederiksen får igen nummer 49 og kan allerede få debut på fredag mod Rungsted. En kamp der spilles på udebane