White Hawks-kaptajn frygter at sæsonen er forbi
Foto: Arkiv
29-årige Rasmus Søndergaard har brækket hånden.
Rasmus Søndergaard skal opereres i hånden fredag, og han er bange for, at han har spillet sin sidste kamp i denne sæson.
En operation kan betyde, at sæsonen slutter før tid for Frederikshavn White Hawks’ kaptajn, Rasmus Søndergaard.
Tirsdag aften gik det galt under en kamp mod Aalborg Pirates. I en duel faldt han og brækkede sin højre hånd ved knoglen til tommelfingeren, og fredag skal han opereres på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
- Først bagefter ved jeg, hvornår jeg kan spille igen. Jeg frygter, at resten af sæsonen er slut for mit vedkommende, siger Rasmus Søndergaard til Kanal Frederikshavn.
Han kunne med det samme mærke, at den var gal, da han faldt under duellen. Hånden strammede – men alligevel spillede han videre.
29-årige Rasmus Søndergaard blev også skadet tidligere på sæsonen. Dengang var det i venstre arm. På trods af skaden har han spillet alle kampe i denne sæson.
Han ærgrer sig over, at han formentlig går glip af resten af sæsonen.
- Det er noget skidt og meget ærgerligt her lige inden Final4 og snart slutspillet, siger den 29-årige back til Kanal Frederikshavn.