21-årig mand anholdt for at sparke politimand under hjemtransport

En politibil måtte natten til søndag ændre kurs, da en beruset 21-årig mand, der skulle køres hjem af en patruljevogn, sparkede efter en af betjentene. Han blev i stedet anholdt og taget med på stationen, hvor der nu venter en bøde.

En beruset mand, der var blevet hentet af politiet for at blive kørt hjem, endte i stedet på politistationen, da han på hjemturen sparkede ud efter den ene af betjentene i bilen.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.

Vagtcentralen fik en anmeldelse natten til søndag klokken 01.34 om uorden ved Hovedgaden i Poulstrup uden for Vrå, og vagtcentralen sendte derfor en patrulje derop. 

Da patruljen kom frem, var uordenen ophørt, men betjentene traf et par mænd, hvor en af dem, en 21-årig mand fra Astrup, var så fuld, at de besluttede at køre ham hjem.

- Under indtransporten bliver han pludselig sur og udadreagerende og sparker chaufføren på skulderen. Så gik turen en anden vej, og han blev kørt på politistationen og sigtet for vold, siger vagtchef Mads Hessellund.

Vagtchefen oplyser, at betjenten ikke kom til skade. Søndag formiddag opholder den 21-årige mand sig stadig i detentionen og vil blive afhørt, når han er blevet afruset og derefter få en sigtelse for vold mod tjenestemand.


Seneste nyt

fra Nordjylland