63-årig mand varetægtsfængslet: Erkender at have sat ild til sit eget hus

En villa i Børglum brød mandag aften i brand. Natten til tirsdag blev ejeren af huset anholdt, da han erkendte selv at have sat ild til huset. Han er tirsdag blevet varetægtsfængslet efter at have været fremstillet i grundlovsforhør.

Nordjyllands Beredskab blev mandag aften kaldt til en brand i en villa i Børglum. Ved beredskabets ankomst var stuehus og værksted overtændt, og røgdykkere blev sendt ind for at lede efter personer i huset.

Umiddelbart efter kom husets 63-årige ejer dog gående og fortalte, at han selv havde antændt hus og tilhørende malerværksted. Han blev derefter anholdt.

Grundlovsforhør og varetægtsfængslet

Den 63-årige mand blev tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør sigtet efter Straffelovens paragraf 181, stk. 2 om ildspåsættelse af eget hjem efter egen vinding. Manden afviste i retten, at det var i et forsøg på forsikringssvindel. 

Han forklarede, at han havde haft store personlige problemer de seneste fire år, og at han til sidst var ligeglad med det hele.

Manden er varetægtsfængslet frem til 22. marts.

220221 Brand i Børglum
Foto: Christian French / TV2 Nord
220221 Brand i Børglum

Seneste nyt

fra Nordjylland