Bomtrawler sidder stadig fast - hjælp på vej fra Holland

Den hollandske bomtrawler, som stødte på grund ved Nørre Lyngby sent mandag aften, sidder stadig fast. Der er dog hjælp på vej.

Hvis alt går godt, så kan den grundstødte hollandske bomtrawler UK 172 måske sejle fra Nørre Lyngby søndag. Skibet stødte på grund sent mandag aften, da det drev ind mod stranden mellem Løkken og Nørre Lyngby efter at have fået motorproblemer.

Siden har bomtrawleren siddet ubehjælpeligt fast i sandet tæt på kysten. Et redningsfartøjet har flere gange forsøgt at trække det hollandske skib fri, men kraftig blæst og store bølger har besværliggjort redningsaktionen de seneste dage.

Der er dog hjælp på vej fra Holland. Et hollandsk bjærgningsselskab er lørdag ankommet til Nørre Lyngby, og de skal forsøge at iværksætte en aktion, som kan bringe bowtrawleren tilbage på åbent hav. Det fortæller fotograf Jens Kranen, som er på stranden ved Nørre Lyngby og følger aktionen nøje.

- Fem personer fra bjærgningsselskabet er ankommet og er begyndt at kortlægge havbunden omkring bomtrawleren, så de kan regne ud, hvor dybt der skal graves for at få bomtrawleren fri, fortæller Jens Kranen til TV2 Nord.

Sandsuger og slæbebåd på vej

Der er en sandsuger på vej til Nørre Lyngby. Den ventes at ankomme lørdag aften, hvor den kan begynde at fjerne sand fra havbunden omkring det grundstødte skib, og en slæbebåd er også sejlet afsted fra Holland. Håbet er, at den kan trække bomtrawleren fri søndag, hvis vejr og vind er med redningsfartøjerne.

Lørdag morgen blev der sejlet proviant ud til besætningen på det hollandske skib, som dermed har de forsyninger, der er brug for, indtil skibet bliver trukket fri.

I løbet af lørdagen har der været gæster på stranden, som med egne øjne har kunnet se, hvilken situation UK 172 er fanget i. Politiet afspærrede fredag eftermiddag stranden, fordi der var fare for at en stålwire kunne springe. Afspærringen blev ifølge Jens Kranen ophævet fredag aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland