Dagmar kommer med konkret naturforslag: Byg verdens største insekthotel
For første gang nogensinde har børnene fået officiel taletid på Naturmødet i Hirtshals; og de kom med en klar opfodring: Byg verdens største insekthotel.
Dagmar Jellesen Smith går i 5.N. på Muldbjergskolen i Hjørring, og hun tog sammen med resten af sin klasse i dag et historisk skridt, da de gik på scenen på Naturmødet i Hirtshals.
De gik på scenen som repræsentanter for samtlige skolebørn i Hjørring Kommune, som har dystet om at skrive den bedste naturtale.
Dagmar Jellesen Smith og resten af klassen vandt, og de skulle i dag holde Børnenes Naturtale.
En historisk en af slagsen. For aldrig før har børn officielt haft taletid på Naturmødet.
Jeg siger bare tak. Og så må vi finde ud af, hvor stort skal sådan et hotel være
Søren Smalbro, borgmester, Hjørring Kommune
Verdens største insekthotel
Og børnene havde et helt konkret bud på, hvordan naturen får det bedre; de vil nemlig at Hjørring Kommune skal bygge verdens største insekthotel.
- Det kunne være fedt, hvis alle kunne være med til at bygge et kæmpe insekthotel, det kunne være sjovt at bygge, og så tænker vi også på insekterne, fortæller Dagmar Jellesen Smith.
Det er en ide, som Hjørrings borgmester Søren Smalbro godt kunne blive bidt af.
- Jeg siger bare tak. Og så må vi finde ud af, hvor stort skal sådan et hotel være, og der er selvfølgelig noget økonomi i det, men lad os kigge på det. Det lyder konkret og spændende, siger Søren Smalbro (V), borgmester i Hjørring Kommune.
Alle 4.- og 5.klasser i Hjørring Kommune har været med i konkurrencen om at få lov til at holde Børnenes Naturtale, som fredag blev præsenteret på Naturmødet i Hirtshals.
Publikum var hele 700 skoleelever fra kommunen, og forud for den store dag, afslører Dagmar Jellesen Smith, at hun havde lidt nerver på.
- Jeg synes, det gik godt, men endelig er det overstået. Jeg har virkelig været nervøs, men jeg synes, jeg fik udført det godt, siger hun.
Det er første gang, børnenes budskaber kommer frem på den måde i forbindelse med Naturmødet i Hirtshals, hvor mere end 35.000 gæster kigger forbi i løbet af de tre dage, folkemødet med naturen i højsædet finder sted.
Naturen er en gave, vi giver videre til de næste - og vi er så de næste
Dagmar Jellesen Smith, 5.N, Muldbjergskolen, Hjørring
Men det er måske ikke sidste gang, Naturmødet overlader scenen til børnene.
- Det er ikke op til mig at bestemme, men med den opbakning der har været til det i år, så vil det være helt forkert ikke at give plads til det igen og måske udbygge det næste år, lyder det fra Søren Smalbro, som ud over at være borgmester i Hjørring Kommune også er formand for Naturmødet.
Og spørger man børnene selv, så har de også meget mere på hjertet.
- Det er vigtigt, at vi tænker på og gør så meget for naturen, som vi kan. Vi skal ikke bare sådan tænke; det er bare natur. Naturen er en gave, vi giver videre til de næste - og vi er så de næste, siger Dagmar Jellesen Smith.
Hvor stort er størst?
Dagmar Jellesen Smith og resten af 5.N var fredag på scenen med landets miljøminister Magnus Heunicke (S), som var imponeret over børnenes tale.
Han tager nu talen med til Christiansborg, hvor 5.N fra Muldbjergskolen håber politikerne vil tage deres tale og dens indhold alvorligt.
- Jeg krydser fingre for, at de får nogle af tingene med og får dem gennemført, siger Dagmar Jellesen Smith.
Helt lokalt kan noget tyde på, at eleverne fra Muldbjergskolen kan få realiseret nogle af deres drømme, når borgmester Søren Smalbro gerne vil undersøge sagen om at bygge et insekthotel i verdensklasse i Hjørring Kommune.
Tilbage står spørgsmålet så bare - hvor stort skal et insekthotel være for at kunne kalde sig verdens største.