Danmarks billigste bolig er solgt
Huset er solgt for 30.000 kroner.
Huset trænger til en meget kærlig hånd, og det har ejendomsmægleren ikke lagt skjul på. Nu er det solgt til en håndværker, der har planer om at renovere det.
Danmarks billigste hus er netop blevet solgt for den nette sum af 30.000 kroner. Boligen er 55 kvadratmeter stor og ligger på en 213 kvadratmeter stor grund. Det betyder, at huset er solgt til en usædvanligt billig kvadratmeterpris på 545 kroner og 50 øre.
Huset er det, man roligt kan kalde et håndværkertilbud, og det var da også en lokal tømrer, der endte med at købe huset. Han har planer om at istandsætte det.
- Det var noget af det, vi spillede på: Nedrivning eller total istandsættelse. Det kræver, at man har hænderne skruet rigtig på for at kunne klare sådan en opgave, for det trænger det til. Men det kan blive godt, hvis man gider, siger Casper Knudsen, som er ejendomsmægler ved Home i Hjørring.
Han fortæller, at Home har været meget ærlige i markedsføringen af huset og ikke lagt skjul på, at huset var i ringe stand.
Interesserede boligkøbere fra nær og fjern
Ifølge Casper Knudsen har der været stor interesse for huset, og folk er kommet langvejs fra for at besigtige det. Han har fremvist det for interesserede fra København, Sydfyn, og Sønderjylland men fælles for dem alle var, at de faldt fra, da de så, hvordan huset tog sig ud både indvendig og udvendig.
- Vi startede ved 150.000 kroner og kunne godt se, at der havde det ikke noget interesse, og derfor tænkte vi, at vi måtte sætte det ned, så det blev Danmarks billigste hus. Det hjalp på interessen at sætte det ned til 80.000 kroner, men folk syntes stadig, det var for dyrt. Folk ville kun give det halve, og det blev jo også kun solgt til det halve, siger han.
- Selvom vi lige har solgt et hus til 30.000 i Sindal, tror jeg ikke, vi i mange år finder noget lignende, for det er en sjældenhed. Det har været en speciel og meget fed opgave, for det er ikke en sædvanlig opgave. Det er højst usandsynligt, at sådan noget her kommer, siger den glade ejendomsmægler.