LIGE NU:

Dømt for seksuelt overfald: 28-årig idømt to års ubetinget fængsel

Retten i Hjørring skulle i dag tage stilling til en voldtægtssag fra august. Her blev en 28-årig mand fundet skyldig og modtog to års fængsel.

En 28-årig mand er mandag eftermiddag blevet idømt to års ubetinget fængsel i byretten i Hjørring. Han er dømt for et seksuelt overfald den 30. august i år, hvor han overfaldt en kvinde i Hjørring, og tiltvang sig anden kønslig omgang end samleje. 

Manden er således dømt for forsøg på voldtægt og fuldbyrdelse voldtægt med anden kønslig omgang end samleje. Retten i Hjørring frifinder dog manden for grov vold, som han også var tiltalt for. 

Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi Morten Sønderby.

- Vi er tilfredse med dommen i dag, hvor han bliver idømt to års fængsel, siger Morten Sønderby. Han er anklager i den pågældende sag. 

I forbindelse med retssagen blev den 28-årige frikendt for et andet overfald. 

Forsvaret har udbedt sig betænkningstid for at overveje, om det vil anke dommen på to års fængsel.