Fortuna vandt snevejrskamp i Champions League
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
De forsvarende danske mestre vandt deres første kamp i denne sæsons Champions League.
Fortuna Hjørring kom godt fra land i denne sæsons Champions League, da det blev til en overbevisende sejr over de forsvarende slovenske mestre.
Fodboldspillerne fra Fortuna Hjørring tog onsdag eftermiddag hul på denne sæsons Champions League. Det skete på udebane mod slovenske ZNK Pomurje, og de forsvarende danske mestre fik en god start på den europæiske klubturnering.
Takket være to scoringer af Machaela George og en af Sara Holmgaard vandt Fortuna Hjørring opgøret med 3-0, og dermed sikrede nordjyderne sig et godt udgangspunkt før returopgøret i næste uge.
Her kommer de slovenske mestre fra 2019, som ikke fik muligheden for at genvinde titlen i år, da coronapandemien aflyste de slovenske ligakampe, nemlig til Hjørring. Og i Nordjylland vil vejret ifølge de seneste vejrudsigter ikke få lige så stor indflydelse, som det havde på onsdagens opgør i Slovenien.
Kampen blev først fløjtet i gang tre timer senere end planlagt. Et kraftigt snevejr i Slovenien betød, at der ikke kunne spilles på Pomurjes bane, og kampen måtte derfor udskydes, mens der blev fundet en anden bane, hvor sneen ikke gjorde det umuligt at spille fodbold.
Skaffede godt udgangspunkt
Fortuna dominerede i første halvleg, hvor de holdt værterne fra chancer. Nordjyderne var til gengæld tæt på at score flere gange, og i første halvlegs overtid lykkedes det amerikanske Machaela George at få bolden i nettet.
Kort efter pausen scorede Machaela George igen, og efter en times spil blev Fortuna tilkendt et straffespark, som Sara Holmgaard udnyttede til at bringe nordjyderne foran med 3-0, som også blev kampens slutresultat.
Der er returopgør i Hjørring næste onsdag, hvor Fortuna med det fine udgangspunkt fra kampen i Slovenien har gode muligheder for at spille sig videre til ottendedelsfinalen i Champions League.