I Føtex blev direktør flere gange mindet om storkamp
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Det bliver en af de helt store aftener i Hjørring i dag, når Vendsyssel FF skal dele græs med Brøndby IF.
- Cirka 1200 tilskuere i udebaneafsnitte. Der bliver knald på.
Sådan lyder det begejstret fra Lars Glinvad, der er direktør for Vensyssel FF, før aftenens opgør mod Brøndby IF i Hjørring.
Det er langt fra hverdagskost, at der er solgt cirka 4200 billetter til en kamp i den nordjyske by, men direktøren håber på flere.
- Jeg håber på 4500.
Ifølge Lars Glinvad er stemningen omkring den store kamp tydelig at mærke i området.
- Nu var jeg i Føtex i går, og der var da tre, der spurgte mig i forhold til kampen. Det er noget, der fylde meget i folks bevidsthed og noget, der bliver snakket om i familien og på arbejdspladserne, siger han.
Brug for mange ekstra hænder
Aftenens opgør kræver ikke bare hurtige fødder på banen, men også gavmilde hænder på den anden side af kridtstregerne.
Normalt får den nordjyske klub hjælp af omkring 80 frivillige, men denne gang har de måttet alliere sig med små 40 ekstra.
- De er 11 inde på banen, og det er typisk dem, der bliver klappet af. Men vi skal lige kigge 180 grader omkring og se på de 120 andre. Jeg er lidt stolt over dem, der hjælper til i flere timer.
Sammen vil de gøre deres bedste for, at gæsterne får oplevelsen af, at der er styr på det, og en følelse af, at der bliver leveret professionel fodbold.
Overraskelser i startopstillingen
Uden at sige for meget røber direktøren lidt om, hvem der træder ind på banen i aften, når den nordjyske klub møder de blågule. For som han siger:
- Der er nok et par overraskelser i startopstillingen.
Ifølge Lars Glinvad kommer flere af de mindre erfarne spillere til at få sig en stor oplevelse i aften. Kampen spilles klokken 19.30.