Kvien Rosalina vinder guld for sin ædelhed og lange krop

Hjørring Dyrskue er tilbage for første gang siden 2019, og kvien Rosalina skulle i konkurrence.

Der bræges, muhes og vrinskes på Hjørring Dyrskue.

Dyrskuet, som arrangeres af Landbo Nord og har en historie, der går næsten 200 år tilbage, kan atter åbne for besøgende.

Simon Madsen fra Dybvad har været med til Hjørring Dyrskue lige så længe, han kan huske.

- Det er rigtig dejligt, alle hygger sig og har det godt – det er bare en ræti´ hyggelig dag, lyder det begejstret.


Står skarpt

Med sig har han 18 måneder gamle Rosalina, som er et af de kvæg, han til daglig arbejder med.

Rosalina er ikke bare med for sjov, hun skal nemlig konkurrere. Derfor har Simon gjort en stor indsats for, at hun står helt skarpt.

- Først og fremmest har jeg klippet hende, dernæst har jeg blæst hårlinjen op – det skal vi have gjort igen senere – indskyder han, inden han fortsætter:

- Så putter man lim i hårlinjen, hvilket får den til at skinne.

Til sidst træner man med dyret, fortæller han.

Rosalina har været med et par gange før, og du kan se hendes elegante gang her:

Hvor vigtigt er det, at Rosalina ser godt ud for at få en god bedømmelse?

- Det er vigtigt, fordi en stor del af det, der sker inde i ringen handler om, hvordan de ser ud. Et dyr kan helt forandre sig, hvis man stadser det op, forklarer Simon.

Ellers er det Rosalinas elegance, som bliver bedømt, forklarer Simon. Den måde hun går på bliver nøje vurderet, og stiv gang tæller ned.


Guld til Rosalina

Efter konkurrencen møder TV2 Nords reporter Simon og Rosalina, som kunne gå derfra med en flot guldmedalje. Det er dog ikke den første guldmedalje, som sejrsvante Rosalina har vundet – hun har nemlig vundet på et andet dyrskue.

- Det er selvfølgelig rigtig fedt at vinde med hende igen, lyder det til slut fra Simon Madsen.

Hjørring Dyrskue er åbent indtil lørdag klokken 16. 


Seneste nyt

fra Nordjylland