Kvinde fundet skyldig i vold mod datter og samlever: Lydoptagelser fældede hende
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den 50-årige kvinde har endnu ikke fået sin endelige dom. Først venter en eventuel mentalundersøgelse.
Hun var tiltalt for vold og trusler mod sin tidligere samlever og kun femårige datter. Fredag blev hun så kendt skyldig i retten i Hjørring.
Her lød kendelsen på skyldig i vold mod både manden og datteren i flere forhold, samt skyldig i trusler mod manden.
- Det vi ved nu, det er, at hun er fundet skyldig, og hvad hun så skal ende med af straf, det finder vi ud af senere, forklarer anklager i sagen Katrine Meldgaard.
I en årrække menes det, at hun har slået og kradset sin samlever, samtidig med at hun har slået sin datter med flad hånd i bagdelen og kastet en dukke i maven på hende.
Fordi det er en dom mod en nær person i husstanden over en længere periode, så bliver straffen fordoblet, forklarer Katrine Meldgaard.
Et af de afgørende beviser var mandens lydoptagelser gennem årenes løb.
- Det er en særlig situation, fordi vi har lydoptagelser, siger anklager Katrine Meldgaard.
Mentalundersøgelse venter
Det er nu sikkert, at der kommer en dom i sagen, men hvilken er fortsat uvist.
- Vi skal lige undersøge en gang til, om hun måske skal mentalundersøges. Retten vil gerne være sikker på, at det er undersøgt til bunds, før de beslutter sig for straffen, forklarer Katrine Meldgaard.
Dermed kan der gå lang tid, før den 50-årige kvinde finder ud af, om det hedder almindelig fængselsstraf eller noget andet.
- Det kan tage op mod et halvt år at få en mentalundersøgelse, hvis hun skal det, men det er jo ikke sikkert. Så vi ved det ikke endnu, slutter Katrine Meldgaard.