Mand anholdt: Nordmand stukket ned med flaske

To mænd er mistænkte efter et overfald i Sindal. Én er anholdt.

Søndag eftermiddag modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et voldeligt overfald. 

- Der er tale om to mænd, der overfalder en nordmand foran en hæveautomat i Sindal, fortæller Ole Buus, vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Det var et vidne, der alarmerede politiet.

- Manden er blevet slået med en flaske i ansigtet. Han har efterfølgende været en tur på hospitalet, men har ikke pådraget sig store skader. 

Kender formodede gerningsmænd

Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi er de to mænd, som mistænkes at stå bag overfaldet, kendte af politiet i forvejen. 

- Det er nogle, vi kender i forvejen, siger Ole Buus, der oplyser, at motivet til overfaldet endnu ikke er fastlagt.

Den ene mand blev anholdt sidst på eftermiddagen, skriver Nordjyske.


Seneste nyt

fra Nordjylland