Nyt lægehus skal tiltrække nye læger til Hirtshals
Et nyt lægehus er ved at skyde op i Hirtshals. Målet er, at det skal være med til at tiltrække læger til byen.
Et nyt lægehus i Hirtshals begynder at tage form. Tirsdag var der rejsegilde på projektet, som skal være med til at tiltrække nye læger til byen.
Lægehuset bliver bygget, fordi Hirtshals er et lægedækningstruet område. Det har fået Hjørring Kommune til at søge penge i en pulje under Sundhedsministeriet. Hjørring Kommune fik 9,5 millioner kroner og har selv spyttet 4,5 millioner kroner og byggegrunden i kassen.
- Nu kan vi for alvor begynde at se, hvordan lægehuset spiller flot sammen med omgivelserne og det gamle rådhus i Hirtshals. Der er ingen tvivl om, at borgerne i Hirtshals får et flot og moderne lægehus. Forhåbningen er, at lægehuset bliver et trækplaster for at tiltrække nye læger til byen, siger Per Møller (K), der er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune.
Flere nye lægehuse på vej
I sidste uge blev et nyt lægehus i Aalestrup indviet. Kommunerne håber, at nye rammer kan gøre det mere attraktivt for praktiserende læger at slå sig ned i Nordjylland.
Antallet af praktiserende læger i Nordjylland har været faldende i løbet af årene, så der nu er 283 praktiserende læger i regionen. Tal fra de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser dog, at færre nordjyder i øjeblikket står uden læge, end det var tilfældet sidste år. Lige nu har 48.802 nordjyder ikke egen læge, mens tallet sidste år var 55.465.
- Rejsegildet markerer igangsætningen af den sidste del af byggeriet, men markerer også vores stærke samarbejde og fælles mål – nemlig at gøre Hirtshals til et attraktivt område for praktiserende læger, og hermed sikre, at borgerne i Hirtshals fortsat har trygheden ved at have en familielæge i nærheden, siger Per Møller (K).
Det nye lægehus står efter planen færdigt til oktober og får 9000 patienter tilknyttet fra Hirtshals og omegn. Lægehuset vil blive lejet ud til praktiserende læger.
- Det nye lægehus er ved at tage form, og det bliver tydeligere uge for uge, hvilke nye og fantastiske rammer, vi får i den nye lægepraksis i Hirtshals. For hver gang vi kommer forbi, glæder vi os endnu mere til, at vi og vores patienter vil få glæde af huset, siger praktiserende læge Flemming Pedersen.