Politikerne strømmer til Naturmødet

Lederen af Naturmødet i Hirtshals glæder sig over, at det igen er muligt at samles på havnen i Hirtshals efter to års pause.

Naturmødet i Hirtshals begynder officielt klokken 14 i dag torsdag, hvor miljøminister Lea Wermelin (S) og Hjørrings borgmester Søren Smalbro (V) byder velkommen i det store telt på havnen i Hirtshals.

Årets naturmøde er det 7. i rækken, og også i år vil der være masser af politikere, beslutningstagere og interesseorganisationer til stede.

I gang igen efter to års tørke

Leder af Naturmødet, Leif Lund Jakobsen, glæder sig til årets møde, der efter to år med henholdsvis corona-aflysning og et virtuelt naturmøde sidste år igen kan finde sted på havnen i Hirtshals.

- Vi glæder os virkelig meget efter to års tørke. Det er næsten grotesk, at efter vi har droslet Naturmødet ned, er danskerne valfartet ud i naturen. Hver fjerde børnefamilie er ude og bruge naturen mere, end de gjorde før nedlukningen. Og det er med til at sige, hvorfor Naturmødet er mere aktuelt end nogensinde før, siger Leif Lund Jakobsen.

TORSDAG KAN DU BLANDT ANDET OPLEVE PÅ TV2NORD.DK OG SALTO

Partilederdebat live klokken 17:00

Partilederne fra Christiansborg debatterer højaktuelle naturpolitiske emner på Naturmødet i en i en debat under temaet Bro eller Barriere. Politikerne får mulighed for at sætte ord på deres visioner på natur- og miljøområdet og parterne ledes i retning af konkrete handlinger og aftaler.

Naturmøde åbningsdagen live klokken 19:45

Vi har højdepunkter fra åbningsdagen krydret med aktuelle interviews.

Miljøordførerdebat klokken 20:15

Miljøordførerne fra de forskellige partier mødes til debat på Naturmødet i Hirtshals. Her sættes der fokus på højaktuelle naturpolitiske emner. Hvordan kan der sættes handling bag ordene.

Forventer 30.000 til mødet

Til Naturmødet er der lidt over 80 stande, hvor forskellige politiske partier og organisationer stiller op.

- Naturmødet er lige som naturen for alle. Og det bliver også afspejlet i standene, hvor der både er et politisk, men også et fagligt og et folkeligt spor, siger Leif Lund Jakobsen.

Det forventes at op imod 30.000 vil deltage i Naturmødet de kommende dage.

Og mødet har stor bevågenhed fra Christiansborg, da der også er mange politikere, der deltager i Naturmødet.

- Det er utroligt vigtigt, at vi har 15 partiledere og miljøordførere fra Christiansborg med i debatten her i Hirtshals. Derved kommer Naturmødet til at sætte dagsordenen på naturdebatten, siger Leif Lund Jakobsen.

Siden det første naturmøde i 2015 er der sket meget på naturområdet med fokus på klima og grøn omstilling, og det kan mærkes i Hirtshals.

- Vi har særligt fokus på biodiversiteten, og den måde vi forvalter vores natur på. Naturmødet er jo først og fremmest et folkemøde, så vi vil gerne give inspiration og ny viden til alle, siger Leif Lund Jakobsen.



Seneste nyt

fra Nordjylland