Regeringsgrundlag vækker glæde hos erhvervsskoler: - Det er helt fantastisk

Erhvervsskolerne får en stor plads i det nye regeringsgrundlag, og hos de nordjyske erhvervsuddannelser ser man frem til, at regeringen kommer i gang med arbejdet.

Der er kommet ny regering i Danmark, og dermed kommer der også et nyt regeringsgrundlag. 

Hos EUC Nord i Hjørring og Frederikshavn glæder man sig i disse dage over, at landets erhvervsskoler har fået en særdeles stor plads i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering.

- Det er helt fantastisk, det er vi rigtig, rigtig glade for, siger A. Neil Jacobsen, der er direktør for EUC Nord.

Flere punkter i grundlaget

Den nye regering ønsker at skabe et mere varieret uddannelsestilbud med bedre balance mellem bogligt, kreativt og praktisk indhold. Desuden vil de styrke erhvervsuddannelserne, så flere unge vælger erhvervsskolerne i stedet for det almene gymnasium.

- Vi kommer til at mangle rigtig mange faglærte de kommende år, så det er en ret vigtig opgave til den nye minister, siger A. Neil Jacobsen.

Han har dog ikke noget bud på, hvordan man får flere unge på erhvervsskolerne - det vil han lade den nye minister om.

Et par af dem, der næsten lige er begyndt på EUC Nord, er Mads Borup Johansen og Lars Lehmann. 

Begge var de aldrig i tvivl om, at det var en erhvervsuddannelse, der var det rigtige for dem, men sådan er det langt fra alle der har det.

- Vores uddannelse bliver ofte set lidt ned på, og det er måske, fordi det er et lidt beskidt fag, men det er vi ligeglade med, siger Mads Borup Johansen, der er ser frem til, at der bliver investeret i erhvervsuddannelserne.

- Det bliver super fedt, så kan det være, at der bliver penge til flere materialer, og at vi kan lære nogle nye ting, siger han.

Behov for investeringer

Allerede et halvt år inde i deres uddannelse har de to nye studerende oplevet nedskæringerne. Lars Lehmann ser ligeledes frem til, at regeringen styrker erhvervsskolerne med nye investeringer. 

Investeringerne skal give skolerne det rette udstyr, de rette lærerkompetencer og fokus på arbejdsmarkedets behov.

- Prisstigningerne på både energi og materialer har været enorme de seneste år, så nu håber vi, at der snart også kommer lidt penge, siger direktør A. Neil Jacobsen.

Regeringen har desuden en ambition om, at den grønne omstilling skal tænkes ind i de mange erhvervsuddannelser, men det kræver ifølge direktøren, at de kommer i gang med det samme.

- I første omgang skal der rettes op på de skader, der er sket på erhvervsuddannelserne de sidste mange år med nedskæringer, så der sker ikke nogen videreudvikling, hvis ikke der kommer yderligere midler oveni, siger direktøren for EUC Nord og fortsætter:

- Vi er dog rigtigt glade for, at vi er kommet på dagsordenen. Det har vi savnet i nogle år.


Seneste nyt

fra Nordjylland