Sæson genoptaget: Bordtennisklub kæmper med coronarestriktioner

Elitespillerne i B75 har netop genoptaget sæsonen, men for klubbens øvrige medlemmer er klublivet stadig lukket land.

Det var den første turneringskamp i lang tid, da bordtennisklubben B75 fra Hirtshals lørdag tog imod Herlev. Den bedste danske bordtennisrække har været lukket ned på grund af corona, og derfor har B75 ikke været i aktion siden november sidste år.

- Det er fantastisk at komme tilbage til bordtennishallen igen og spille nogle kampe, siger en af klubbens spillere, Peter Svenningsen.

Han er professionel og en del af førsteholdstruppen i Hirtshals. Og professionelle atleter er de eneste, der har lov til at dyrke sport i landets idrætsklubber. Men stemningen i træningslokalet har været noget anderledes.

- Atmosfæren har været mærkelig. Der kommer ikke nogen udefra. Vi er ikke så mange spillere. De skal være i deres lande, og vi skal være i Danmark, så det er svært. Men vi har fået det til at virke, siger Peter Svenningsen.

Udenfor eliteholdene har det været svært for klubben at få tingene til at hænge sammen.

- Der er mange ting, vi er gået glip af. Også i forhold til turneringer og en mindre sommerlejr i sommer, siger klubbens formand, Daniel Christensen.

Vigtigt at holde på eksisterende medlemmer

Sommerlejren er ellers en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor omkring 400 spillere fra over 50 lande deltager. En begivenhed, der har stor indflydelse på klubbens økonomi.

- Det plejer jo også at være et sted, hvor vi tjener lidt penge, der kan være med til at finansiere, at vi har det her rigtig fine professionelle træningsmiljø, siger formanden.

Bordtennis er en mindre sport i Danmark, og derfor er det vigtigt for klubben at holde fast i deres medlemmer – også når de ikke må træne sammen.

- Vores trænere holder selvfølgelig kontakt med dem, men om vi er nødt til at tage ud til dem og drikke et glas saft med dem for at høre, om de har lyst til at komme tilbage, jamen det må vi jo se på, siger Daniel Christensen.

Ved bordtennisbordet til lørdagens kamp mod Herlev, gjorde Peter Svenningsen og de andre spillere fra B75 for at holde humøret oppe i det nordjyske bordtennismiljø. De gjorde nemlig rent bord og besejrede sjællænderne med 5-0.

Bordtennisklubben B75 i Hirtshals må igen spille kampe i landets bedste række, men coronarestriktionerne påvirker stadig klubben - både professionelt og klublivet generelt.

Seneste nyt

fra Nordjylland