Shaka er dømt skyldig i vanvidskørsel - risikerer at miste sin Lamborghini

Norske Shaka Ameen er fredag fundet skyldig i vanvidsbilisme ved retten i Hjørring. Han nægter fortsat at have kørt over 200 kilometer i timen.

Det skabte stor omtale, da nordmanden Shaka Ameen i oktober fik beslaglagt sin nyindkøbte Lamborghini efter at have kørt for stærkt på Hirtshalsmotorvejen.

Nu er dommen faldet i sagen, hvor politiet mener, at den 32-årige nordmand kørte med 236 kilometer i timen.

Shaka Ameen er kendt skyldig i vanvidskørsel. Hvad straffen bliver, får han først at vide fredag 18. februar, men han risikerer både at miste Lamborghinien og komme 20 dage i fængsel.

Bil 3
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Vil anke til Landsretten

32-årige Shaka Ameen er ikke just glad for dommen. Han nægter at have kørt så hurtigt, som politiet siger.

- Der blev vist en video af den civile bil, som fulgte efter mig, og i den video kan man se, at jeg holder en fart på i gennemsnit 150 kilometer i timen, siger han.

HVORNÅR ER DET VANVIDSKØRSEL?

Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:


- Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel over 100 km i timen

- Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

- Spirituskørsel med en promille over 2,00

- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder

- Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder

- Særlig hensynsløs kørsel


Kilde: Politi.dk

Han synes, at der er for meget tvivl i sagen, til at han bør kunne dømmes, men han respekterer dommen.

- Jeg er ikke tilfreds med at være blevet dømt skyldig. Jeg kommer til at anke til Landsretten, siger han.

Kritiserer de danske regler

Shaka Ameen var på vej fra Tyskland til Norge i sin spritnye Lamborghini til tre millioner kroner den dag oktober, men bilen nåede altså ikke frem til Stavanger.

I stedet blev den sat bag lås og slå på politiets lager i Aalborg Øst.

Bil 6
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nye regler for vanvidsbilisme betyder nemlig, at politiet kan beslaglægge et køretøj, hvis føreren kører hurtigere end 200 kilometer i timen.

Shaka Ameen har tidligere kritiseret de danske regler. Se indslaget her:

Beslaglagte biler hober sig op på et lager i Aalborg Øst. Norske Shaka Ameens Lamborghini er en af dem. Han kritiserer de danske regler.

Seneste nyt

fra Nordjylland