Skrider i raseri: Frode flygter og kalder sit gamle parti "alt for topstyret"
Dansk Folkeparti får igen en plads i byrådet i Hjørring.
Frode Larsen, der har årevis af erfaring i de tidligere Løkken-Vrå Kommune og siden sammenlægningen Hjørring Kommune for blandt andre Fremskridtspartiet og derefter en borgerliste, har meldt sig under DF-fanerne.
Siden kommunalvalget i 2021 har han siddet på et Nye Borgerlige-mandat, men det er forbi nu.
Fordi Nye Borgerlige "er blevet alt for topstyret," tordner han.
- Jeg mener, at Morten Messerschmidt har gjort det helt fantastisk som formand i Dansk Folkeparti. Så jeg føler, at jeg hører bedre hjemme hos Dansk Folkeparti nu, lyder den videre forklaring på skiftet.
Frode Larsen har ellers været en prominent skikkelse i Nye Borgerliges nordjyske historie, da han var med til at starte Nye Borgerlige i Hjørring Kommune.
Det er dog ikke, fordi Frode Larsen får flere partifæller at hygge sig med.
Dansk Folkeparti har nemlig efter stor dramatik tidligere smidt Erik Høgh Sørensen på porten. Han står nu uden parti i byrådet.
I alt 13 år sad Frode Larsen i Løkken-Vrå Kommunes kommunalbestyrelse.
I dag sidder han i Hjørrings Ældre- og handicap-udvalg.