Sygeplejerske frifundet for omfattende pilletyveri – erkendte at have taget otte piller

En 50-årige kvindelige sygeplejerske var tiltalt for at have stjålet mindst 1.000 morfin-lignende piller fra sin arbejdsplads.

Der er ikke bevis for, at en 50-årige kvindelig sygeplejerske fra Hirtshals skulle have stjålet mindst 1.000 morfin-lignende piller fra sin arbejdsplads på Regionshospital Nordjylland.

Det har retten i Hjørring tirsdag slået fast, hvor den 50-årige kvinde er blevet frifundet for det omfattende tyveri. I forbindelse med retssagen erkendte den 50-årige kvinde, at hun havde taget mellem seks og otte piller, fordi hun i en periode havde voldsomt ondt i ryggen på grund af en diskusprolaps.

quote - Hun var jo synligt følelsesmæssigt berørt og føler, at hun nu kan begynde at få sit liv tilbage.

Jens Veier Saabo, Forsvarer for den 50-årige sygeplejerske.

Kvinden fik i retten ti dagbøder på hver 200 kroner for at have taget de seks til otte piller, men retten frifandt kvinden for tyveriet af de resterende piller. Retten valgte at frifinde den 50-årige for tyveriet af de resterende piller, fordi det ikke kunne udelukkes, at andre end kvinden havde taget pillerne.

- Det var jeg meget lettet over, og det var min klient synbart også, sagde den 50-åriges forsvarer Jens Veier Saabo kort efter retssagen.

Kunne have været andre

Retten lagde særligt vægt på i den delvise frifindelse af kvinden, at det ikke var undersøgt godt nok, om rengøringspersonale eller to af hinanden uafhængige medarbejdere kunne have tilgået medicinrummene de dage, hvor den 50-årige kvinde var derinde. Derfor mente retten ikke, at der var tilstrækkeligt bevis for, at det netop var den 50-årige kvinde, der havde stjålet pillerne.

- Der er for mange, der har haft adgang til det medicinrum, og når der ikke er nogen direkte vidner, så bliver det en svær sag, siger specialanklager ved Nordjyllands Politi, Jette Rubien.

To vidner fra Region Nordjylland forklarede i retten, at de via medarbejdernes mødetider, en opgørelse af, hvem der havde været inde i medicinrummene og hvornår samt kortlægning af, hvornår pillerne forsvandt kun kunne finde frem til den 50-årige kvinde som gerningsmand, men i retten fandt det, at beviserne ikke var stærke nok til at sige, at det kun kunne være den 50-årige, der var gerningsmand.

- Jeg mener ikke, og det tør jeg godt at sige, at Regionen og politiet har gjort deres arbejde ordentligt, siger Jens Veier Saabo.

Har sagen været blæst op?

- Det ved jeg ikke, men vi kunne høre på de to vidner, at man har gjort, hvad man kunne. De kunne nok også have sagt mere, de anmeldte jo 1.500, og vi har også hørt et tal på 2.000. Vi er landet der, hvor vi mente at være sikre. Vi har prøvet at lægge os der, hvor vi regnede med at kunne føre beviset, svarer Jette Rubien og fortsætter:

- Jeg tror ikke, at vi har manglet noget, siger Jette Rubien.

Glædeståre

Efter dommen var afsagt kastede den 50-årige kvinde sig i armene på sin mand og brød sammen af glæde.

- Hun var jo synligt følelsesmæssigt berørt og føler, at hun nu kan begynde at få sit liv tilbage, siger Jens Veier Saabo.

I retten kom det også frem, at kvinden hverken havde et misbrug eller økonomiske problemer.


Seneste nyt

fra Nordjylland